Samtale med Frode Steinicke d. 11. november 2021kl. 10-12.
Interviewer Søren Bredahl
Frode: [musik i baggrunden] … du møder lige nu mens jeg går og hører det her fantastiske
jazzmusik, det er at min gode ven Per Aage Brandt han døde i forgårs. Og det er ham der
spiller klaveret.
Sammen med ham og Karsten Vogel lavede jeg den cd du ser her [viser en cd] til udstilling
jeg havde i Paris der hed “Modulé” i 2005. Og det der stykke grafik, der er coveret på
cd’en det har jeg lavet på det grafiske værksted, efter jeg selv var stoppet som leder. Jeg
lavede det da det var flyttet om ved siden af Kulturspinderiet over i … hvad hedder det
derovre … Papirfabrikken. Og det er faktisk bare et ganske almindeligt kartoffeltryk eller
linoleumstryk … som det vist i virkeligheden er. Men det spændende ved det der stykke
grafiske værk … det udløste faktisk et legat jeg fik … “Bogstavlegatet”, som er indstiftet af
Poul Petersen.
Søren: Ja, ham kender vi jo. Altså som Bogstavmanden.
Frode: Og det legat … [leder i en bog] der, kan du se det. Ja, sådan er det.
Søren: Jamen, jeg vil gerne lægge en lille smule ud bare med at sige lidt om grundideen i
det her, bare så du er klar over det. Og det er at jeg kunne godt tænke mig, og det kunne
bestyrelsen godt, at tage rundt og besøge tidlige men også nuværende medlemmer af
grafisk værksted, som har lyst til at fortælle historier og oplevelser omkring deres arbejde i
det grafiske værksted men også deres kunst generelt for det er jo ikke alle medlemmer af
grafisk værksted som kun arbejder med grafik man arbejder også med så meget andet.
Og jeg har en lille drøm om at siderne på grafisk værksteds webside kunne blive en slags
miniportætter eller portrætter af de kunstnere jeg tager rundt og besøger. Så det vil sige at
hvis jeg må få lov til at fotografere dig og måske få lov til at fotografere noget af din kunst,
så vil jeg også gerne have lov til det. Så sker det det at den optagelse vi laver nu den tager
jeg med hjem og så transkriberer jeg den og sender teksten til dig så du kan se hvad det
rent faktisk er blevet snakket om og hvad jeg har skrevet og er der noget af det du ikke
synes skal lægges ud, så sletter jeg det. Det er en slags benarbejde til noget som måske
engang kan blive til en sammenstykning af noget historisk omkring grafisk værksted. Og
de mennesker der har været omkring det. Og det synes jeg kunne være interessant. Så
det er drømmen. Og jeg skulle hilse dig fra Lars Svanholm, som jeg har været ude at
snakke med for et par dage siden.
Frode: Hvordan har han det?
Søren: Han har det godt, efter min bedste overbevisning. Han arbejder tilbagevendende
med det grafiske, men han arbejder derhjemme. Han har jo en trykpresse derhjemme.
Frode: Det ved jeg.
Søren: Som han forøvrigt fortalte at du havde været medvirkende årsag til at han fik.
Frode: Ja ja, det var jo Hans Jørgen Nicolajsens, såvidt jeg husker. Det var fint at han
overtog den. Så går det hele i arv.
Søren: Ja det var faktisk også nogen af de ord han brugte.
Frode: Alletiders.
Side 1 af 18
Søren: Men sådan rent formelt, hvordan kom du ind i billedet i forhold til grafisk værksted?
Frode: Jamen det kan jeg jo ikke huske, i virkeligheden. Overhovedet. Jeg kan ikke huske
hvorfor. Fordi i virkeligheden har jeg jo aldrig rigtig været grafiker. I hvert fælde ikke inden.
Jeg blev det så lidt. Altså jeg har selvfølgelig prøvet at lave noget linoleumstryk og noget
kartoffeltryk og sådan noget. Men den der grafik med koldnål og raderinger og ætsninger
og så videre, det kan jeg ikke huske jeg havde prøvet før. Så hvorfor at jeg blev kontaktet,
det aner jeg simpelthen ikke.
Søren: Hvem kontaktede dig?
Frode: Det kan jeg heller ikke huske. Mon ikke det var Anders Georg … ? Eller en der hed
Jens der var ude på Medborgerhuset ude i Lunden. Jeg kan overhovedet ikke huske det.
Søren: Altså Jens Skoubo var nede på Medborgerhuset og var leder dernede i mange år.
Frode: Det må være ham. Men jeg kan godt nok ikke huske hvorfor. Men måske fordi jeg
selvfølgelig havde haft en del med Silkeborg at gøre og så har de nok tænkt at … altså
helt ærligt … hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg man tænkte, vi skal have en der kan
udfylde lederrollen på sådan et prominent sted. Og der har de nok tænkt at det må jeg
være god til. Uden at vide at jeg ville være helt forfærdelig. Fordi jeg egnede mig slet ikke
til at være leder af noget som helst. Og jeg husker også helt tydeligt den første dag på
grafisk værksted da jeg startede dernede. Jeg tror jeg startede kl. 7. Og det gjorde jeg i
virkeligheden for at så kunne jeg komme tidlig hjem. Jeg har jo aldrig brudt mig om arbejde
som sådan … i fastere rammer. Så jeg tænkte at jeg skal hjem og have fri så tidlig som
muligt. Så jeg gik der … så startede jeg med og bygge mig en sofa. Det lå jo dernede
under … hvad hedder huset dernede på Skoletorvet … nede i kælderen.
Søren: Det var Medborgerhus dengang.
Frode: Det var det vistnok. Jeg var kun nede i kælderen så jeg ved ikke hvad der var
ovenpå. Det fandt jeg aldrig ud af … jo der var en fiskeforening der.
Søren: Ja der var lige præcis sådan nogen lokaler, som man kunne booke sig ind på.
Frode: Som Silkeborg Fiskeriforening havde. For de havde en fisk til at hænge på
væggen, der var blevet udstoppet. Og den var faktisk fanget i den å, eller den var død i
den å, som var nabo til mine forældres å. Det var på det tidspunkt den største bækørred
der nogensinde var fanget … eller død i den å. Den vejede 12 kg. Og den døde på grund
af at der var en landmand der havde lukket ajle ud i åen. Så døde hele fiskebestanden. Nå
det var en sidebemærkning. I hvert tilfælde startede jeg på grafisk værksted med at bygge
mig selv en sofa eller en seng, rettere sagt. Og det gjorde jeg faktisk oven på alle de der
litho-sten der stod i stakke inde i det tilstødende lokale til selve grafiske værksted. Og
mens jeg var igang med det med at lægge nogen … der var også dejligt varmt inde med
nogen gode tæpper. Jeg troede ikke der skulle ske noget. Jeg havde lige som hørt. Jeg
havde hørt fra Anders Georg, det kan du roligt sige ja til, det her. Fordi der kan du slappe
af og tage det stille og roligt. Der sker aldrig noget … der kommer ingen dernede, næsten.
Så du kan godt regne med at have det hele for dig selv. Det havde jeg jo glædet mig
voldsomt til. Men mens jeg var ved at lave den her seng, så kommer der en der hed Jens,
og det var åbenbart ham der var lederen derude, ned, og så siger han, hvad har du gang
i? Og så siger jeg, jeg er ved at bygge mig selv en seng. Hvad skal du bruge den til? Den
skal jeg bruge til at sove på for det er lige tidlig nok det her for mig og komme op og jeg
Side 2 af 18
skal også have en middagslur og sådan. Det kan du godt glemme, sagde han så. Hvorfor
det? Siger jeg så. Sådan var det ikke. Når man havde grafisk værksted så skulle man
arbejde. Ja ok, men det skulle jeg nok gøre så. Så han bad mig om at fjerne den seng
igen. Det gjorde jeg så selvfølgelig, mens han så på det men jeg stillede den nu op igen
bagefter at han var gået. Og jeg troede så selvfølgelig at jeg var kommet til de evige
sovegemakker, men det var jeg ikke. Allerede samme dag da fik jeg besøg af en tre. fire
stykker.
Søren: Som kom for at arbejde?
Frode: Jeg kom sgu på arbejde og derfor så indførte jeg også lynhurtigt en regel om at der
var ingen der måtte komme på grafisk værksted, hvis de ikke lavede noget. Det var ikke
nogen varmestue, sagde jeg. Der var ikke nogen der skulle sidde og hænge eller sove til
middag her. Det alle ikke må er der ingen der kan. Det var princippet. Altså med andre ord,
hvis jeg ikke måtte ligge og sove så skulle de andre heller ikke.
Søren: Så skulle de andre heller ikke …
Frode: Simpelthen. Så de blev sat igang med det samme. Man kunne godt få en kop kaffe
men øl det var først, hvis man havde lavet noget at man kunne få tilladelse til at drikke en
øl. Sådan indførte jeg nogle faste principper. Og det var vældig godt fordi der var nogen
der aldrig nogen sinde havde lavet grafik … de begyndte så at lave grafik og det gav et
godt arbejdsmiljø, synes jeg. Fordi folk blev inspireret, altså de fik noget energi …
Søren: Men hvilke teknikker arbejdede de med?
Frode: De arbejdede med alle teknikker … både ætsninger, raderinger og koldnål og …
der var da også nogen, der lavede lithografier. Vi kunne det hele dernede i virkeligheden
… og på et tidspunkt lavede vi sådan set også arbejde for Leif Bork og det var i kraft af at
Anders Georg Jensen, han havde noget arbejde for det trykkeri eller en af kunstnerne. Så
vi lavede store kobbertryksarbejde på værkstedet også.
Søren: Men kunne du arbejde med sådan nogen ting?
Frode: Ja ja. Jeg kunne jo lynhurtig lære mig selv det der, ork ja. Altså, grafik er ret simpelt
håndværk og har man først lært det. Altså smøre en plade ind og lært at tørre den rigtig af,
så den er ren de rigtige steder og beskidt de forkerte steder, eller omvendt, også de rigtige
steder, så er det sgu ikke nogen sag. Det synes jeg ikke det er. Altså det er en teknik man
lærer sig selv. Den kan man lære på en uge, vil jeg sige. Men selvfølgelig er der sådan
noget med akvatinte og sådan noget som man skal forsøge at styre, men man tager også
imod tilfældigheder … På den måde så er det sådan noget man lærer langsomt hen ad
vejen afhængig af hvor god man er til at lære.
Søren: Kan du huske hvilket år du startede derovre?
Frode: Næh. Det kan jeg ikke men det må have været i 90’erne … begyndelsen af
90’erne. Det må det have været. Men som sagt, der kom mange fantastiske, dygtige
grafikere og de blev også dygtige …
Søren: Kan du huske nogen af dem?
Frode: Ja da, Lars Svanholm i særdeleshed er en mester indenfor grafikken og Jacob
Haugen Sørensen og Klaus Fisker og Anders T. Mortensen, som er en fantastisk grafiker
også. En eminent grafiker. De var der jo. Og der var mange igennem. Altså virkelig mange
som jeg ikke kan huske navnene på. Og mange af dem … opfordrede jeg, når jeg kunne
Side 3 af 18
se, hold da op det er sgu godt det der … til at sende ind til nogle censurerede udstillinger.
Og de kom sgu med. De kunne noget. Alt i alt var det jo opløftende det hele. Bortset fra at
jeg aldrig fik sovet den middagssøvn [griner]. Det blev der aldrig tid til. Og jeg havde også
aftenhold, kan jeg huske. Og det var også vældig, vældig fantastisk. Der kunne godt gå lidt
fest i det, bagefter. De tog som regel i byen. Men det var den tid hvor vi var unge og friske
og det hele det kørte for os. Vi havde mod på fremtiden, men det var der også god grund
til. Det var fantastiske betingelser vi havde i virkeligheden. Og på et tidspunkt var det jo
sådan … folk betalte også for at lave deres ting og arbejde der og vi havde lige pludseligt
et stort overskud også på grafisk værksted. Det kørte sgu godt på alle områder.
Søren: De betalte for papir …
Frode: Papir og for at trykke. Men det gav i hvert tilfælde et rimeligt godt overskud. som så
gik til fælleskassen. Men ellers ved jeg ikke hvad jeg skal sige til det andet end …
Søren: Men du var med nede på Medborgerhuset inde ved Skoletorvet. Der startede du
sådan set. På et tidspunkt flyttede værkstedet såvidt jeg husker …
Frode: Ja men det var efter min tid.
Søren: Det var efter din tid.
Frode: Altså så kom det jo ned i … Kulturspinderiet bag Kommunen.
Søren: Og så kom det ned på papirfabrikken.
Frode: Ja, det havde den mellemstation, hvor de ofrede jeg ved ikke hvor mange penge på
udsugning. Vi havde ikke rigtig udsugning der hvor vi var på Skoletorvet. Det ville nærmest
være blevet lukket af både det ene og det andet tilsyn hvis det var …
Søren: Ja, hvis de var kommet forbi.
Frode: Men så fik vi et fantastisk dyrt anlæg. Jeg mener også Anders Georg overtog det
igen i en periode, mens det var dernede.
Søren: Ja han var behjælpelig på værkstedet eller konsulent eller sådan noget. Men jeg
kan næsten forstå at du opfattede din rolle meget som inspirator for folk der kom dernede
…
Frode: Ja fordi der kom lige pludselig mange nye folk til som aldrig havde været der før og
lige pludselig mange flere. Der var nærmest for mange sommetider. Leif Dræby skal jeg
lige huske at nævne … som jo også kom. Som er en helt suveræn grafiker også. Og Randi
Kornerup. De kom også. Jeg kan ikke huske hvor meget Randi lavede men Leif lavede
mange spændende ting, som han trykkede. Noget af det lavede han nu derhjemme fordi
han kunne bruge alle mulige værktøjer i sine plader. Han var sådan mere vild end vi andre
der var mere forfinede med vores nåle, med vores graveringer og så videre … men Leif
han var virkelig en … han var også med til at sætte sådan en stemning der … nu-sketeder-
sgu-noget-agtig stemning. Det jeg vil fremhæve det var at grafisk værksted fik en
fantastisk opblomstringstid mens jeg var der. Jeg ved ikke, hvad andre synes men det
synes jeg selv. Jeg havde en forestilling af at det var lidt hengemt og lidt lukket selvskab,
inden jeg kom. Men i den periode jeg var der blev det virkelig populært at komme der og
der kom rigtig mange. Og mange fik meget ud af det og det udviklede sig.
Søren: Men du skubbede måske også til folk. Og udfordrede lidt.
Side 4 af 18
Frode: Altså det der var … jeg havde lige pludselig ikke tid til at lave mine egne ting, fordi
jeg skulle også hjælpe lære dem … sådan gør jeg, sådan gør jeg. Så derfor var jeg
egentlig mere en form for lærer, syntes jeg, altså. ikke, hvad de skulle tegne, men hvordan
de skulle gøre det. For mig blev det meget sådan en lærergerning og også oprydder.
Søren: Men du var også insisterende på, at de skulle lave noget.
Frode: Det var jeg meget fordi jeg gad ikke det der med at det bare skulle være en
hyggeklub. Det kan jeg ikke holde ud. Jo, jeg kan godt lide at hygge mig og så videre men
primært, hvis man ikke lavede noget først så tror jeg nok at jeg havde set ret sur ud. Så
kunne jeg godt være irriteret. Og jeg kan da også huske at der skete jo sommetider så
kom der mange udefra på besøg. Altså Hans Jørgen Nikolajsen og Jørgen Jacobsen. De
kunne godt finde på at dumpe ind. Og de kunne jo underholde, de kunne jo fortælle. De
arbejdede jo ikke, det var nogle ældre herrer på det tidspunkt. Men de var jo alligevel
inspirerende for de unge kunstnere og høre om deres erfaringer. Det var jo ligesom at få et
pust af fortidens storhed ind i hele miljøet der. På den måde så var det sådan en sluttet
ring af kunstnere, der ligesom voksede op i Silkeborg på det tidspunkt der. Jeg kan da
også huske at på det tidspunkt da tror jeg at jeg sad i bestyrelsen for påskeudstillingen i
Århus, KP. Og der var der mange af dem der kom på grafisk værksted der sendte ind til.
Og det var en stor fornøjelse at se når de blev antaget. Ikke fordi det havde noget med mig
at gøre, men alligevel kunne jeg godt lide det. Når de antog Svanholm, Dræby og nogle
andre, som jeg ikke lige kan huske navnene på. Det var en stor fornøjelse.
Søren: Ja, for så blev ringen mere hel …
Frode: Så kan man sige at så var det ikke helt forgæves at jeg havde anbefalet dem at
sende ind og spilde penge på det. Altså det koster også at sende ind. Og så er det
irriterende ikke at blive antaget.
Søren: Ja, det kender jeg til.
Frode: Ja, hvem gør ikke det? Så på den måde var det også … det hjalp det i hvert
tilfælde på den aktivitet der var på grafisk værksted på det tidspunkt. Det var at kvaliteten
simpelthen blev bedre, fordi de inspirerede hinanden meget.
Søren: Ja og du gjorde også …
Frode: Jeg ved ikke hvor meget jeg kan inspirere. Det ved jeg faktisk ikke om jeg kan.
Miljøet var i hvert tilfælde inspirerende.
Søren: Man kan vel være inspirator på mange måder. Hvis man er skolelærer er man det
ud fra nogle teorier om dit og dat. Man kan vel også være inspirator ved sin gerning.
Frode: Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke svare på det. Jeg ved ikke, hvordan folk de opfatter.
Jeg kan jo ikke være inde i andres hoveder. Jeg ved jeg selv … jeg bliver inspireret af
andre selvfølgelig. Det er jo klart. Sådan er det. Jeg vil nu tro at de har søgt lidt højere end
bare mig. De har også haft autoriteter, der betød noget for dem selv. Jeg mener også min
opgave skulle være at sørge for at tingene var så det kunne lade sig gøre at arbejde. Det
var min primære ide med at skulle sige ja til at skulle være bestyrer det var, at det skulle
lade sig gøre at arbejde og lave det man gerne ville lave. At sørge for at alle faciliteterne
var der. I hvert tilfælde inden for de rammer der var mulige. Og det synes jeg vi var gode til
i den periode. Rigtig gode.
Søren: Har det inspireret din egen kunst at være på grafisk værksted?
Side 5 af 18
Frode: Ikke direkte. Indirekte selvfølgelig, fordi jeg elsker sort kunst. Og sorte/hvid … det
grafiske mellem sort og hvid. Den kontrast tiltaler mig stadigvæk. Og den har i hvert
tilfælde udviklet sig efter det grafiske arbejde, men jeg er jo ikke figurativ som jeg var
dengang jeg var grafiker. Da lavede jeg noget surrealistisk halløj. Figurativt, symbolsk. Det
var først da jeg senere skulle lave f. eks. det der cover jeg blev sådan helt nonfigurativ. Og
det er jeg stadigvæk … hovedsagelig.
Søren: Arbejder du stadigvæk med tryk eller med billedfladen eller er det udelukkende
skulptur?
Frode: Nej jeg arbejder ligeså meget med billedfladen … meget relieffer. Som jeg arbejder
meget i. Men jeg vil ikke afvise … jeg har tit lyst til det … jeg har bare ikke tid til det. Jeg
har lyst til at sige “Nu vil jeg sgu lave noget kartoffeltryk igen, fordi det er så dejligt let at
have med at gøre”.
Søren: Men når du sige “kartoffeltryk” mener du så linoleum … ?
Frode: Så mener jeg selvfølgelig linoleumstryk. Fordi det kan jeg godt lide. Men jeg er ikke
så vild med processen. Altså det der med at så skal det igennem flere processer inden
man har det færdige resultat.
Søren: Så den der med at snitte noget i en linoleumsplade eller en træplade og så smøre
farve på og så er det det.
Frode: Jeg kan bedst lide en-til-en i alt. Så derfor har jeg lidt … der er sgu så mange
omveje … det er ligesom med metalstøberi, bronzestøberi. Det bryder jeg mig heller ikke
om fordi man skal flere veje. En-til-en, det passer mig bedst.
Søren: Men dine skulpturer … er de ikke nogen gange omsat til metal?
Frode: Jo.
Søren: Men det er ikke noget du selv står for?
Frode: Helst ikke. Jeg har gjort det, men det bryder jeg mig slet ikke om. Det er en “painin-
the-ass”. Men jeg kan godt lide at lave modellen.
Søren: Den laver du i træ.
Frode: Den laver jeg i træ. MDF nu. Nej jeg laver også lidt i granit. Jeg laver stadigvæk lidt
i granit. Det er meget lidt fordi, mit helbred er ikke længere til det. Jeg kan ikke arbejde
andet end et par timer i granit. Af gangen. Og helst kun 14 dage om året. Fordi jeg har ikke
… altså man bliver ødelagt af at arbejde med granit.
Søren: Er det støvet?
Frode: Nej, det er musklerne. Man står jo med nogen fucking lortemaskiner og spænder
hele dagen. Og det gjorde jeg 15 år i træk …
Søren: Jeg synes jeg har hørt om folk som laver modeller og så sender dem til Kina …
Frode: Jamen det kan man også godt. Og det skulle jeg have gjort nogen gange. Jeg kan
huske den sidste store granit jeg lavede … men den skulle laves til en bestemt tid … så
det vil sige jeg havde en deadline … og så havde jeg en agent ude i Kina, faktisk. Eller
igennem et stenhuggeri, som vi bad om at tage et tilbud ude i Kina på at lave den samme.
Men de kunne ikke garantere at den kunne blive færdig. Den skulle afsløres 1. april i
forbindelse med noget nybyggeri og sådan noget. Så jeg gik igang med at lave den. Jeg
fik skåret den til nede på Give … eller råblokkene skåret til i Give. Og så blev det kørt op til
Silkeborg. Oppe ved Christiansen, som jeg har arbejdet meget sammen med. Hver gang
Side 6 af 18
jeg har lavet granitter og sådan noget. Og så stod jeg og lavede det deroppe. Noget af
huggearbejdet men mest slibearbejdet. Og skærearbejdet. Af helvedes til. Og præcist lige
den dag vi var færdige med og lave skulpturen. Det havde taget en to, tre måneder. Da
ringede han nede fra Kina, ja, nu havde han et tilbud og det blev præcist det og det beløb.
Og det var leveret og opstillet. Og det var billigere end det jeg havde købt granitten for.
Søren: Av, av.
Frode: Yes, det var så. Det skulle jeg have gjort. Det her, det var endda om vinteren jeg lå
fanme ude på minus 10 graders frostjord og lavede noget af alt det lort der inden vi kunne
slæbe den ind. Men på den anden side set. Jeg har set noget af det de får lavet ude i Kina
og det har ikke finishkvalitet over sig. Så det er OK, det er billigt men det er heller ikke altid
udført særligt godt. Men hvis jeg skal lave en stor ting så bliver den lavet efter model og så
får jeg stenhuggerierne eller metalværkstederne til at lave den. Grundarbejdet og så laver
jeg ciseleringerne og så videre. Det er det eneste jeg gør i nu.
Søren: Og der laver du så modellerne i MDF plader …
Frode: Sommetider laver jeg dem sgu bare i flamingo og så sætter mål på og så har jeg en
ingeniør, i hvert til fald til metal, han regner det hele ud på en tiende del millimeter og så
bliver det laserskåret og svejset sammen. Det er helt vildt hvad de kan i præcision. Det er
metalskulpturer. Store ting.
Søren: Du har lavet den, der står inde ved Norups Plads.
Frode: Det er en bronzeskulptur. Den er lavet i … ovre ved Leif Jensen Bronzestøberi …
Søren: Men der har du vel lavet en model, som de så har …
Frode: Se der var jeg meget på … i virkeligheden. På den skulptur der. Fordi den er også
… altså jeg har lavet en model selvfølgelig. I 1 til … jeg tror det var 1 til … enten var det 1
til 50 eller 1 til 200. Det kan jeg ikke huske. Det er egentlig også ligegyldig. Så skar de det
så til … pladerne … og så svejsede de det. Og så var det meningen de også skulle
ciselere svejsningerne, men de var ikke dygtige nok.
Søren: Når nu jeg ikke er helt sikker på hvad ciselering betyder …
Frode: Det vil sige at så renser man svejsningerne, sliber dem ned og laver overfladen
inden den skal patineres. Men de kunne ikke lave det. Og jeg så også nogen andre ting de
havde lavet og det kunne jeg ikke godkende. Jeg var nødt til at være på den skulptur hele
vejen rundt selv. Jeg har været på hver eneste kvadratmillimeter. Det var fandme hårdt.
Sommetider hang jeg … jeg var bare bundet i nogen tov … i nogen stropper i loftet. Og så
hang jeg med hovedet ned en hel dag og ciselerede. Det var sindssygt hårdt.
Søren: Jeg er nysgerrig. Kan du give mig indtryk af hvad sådan en skulptur handler om?
Frode: Den inde på …
Søren: Ja eksempelvis den.
Frode: Ja for søren.
Søren: Det er mere fordi min skulpturverden er en anden og jeg har altid været nysgerrig
efter at forstå …
Frode: Jamen jeg ved sgu ikke om der er nogen forskel … altså fordi … jeg betragter alt
kunst som abstrakt, primært. Jeg ser skulpturen, før jeg ser motivet og jeg ser billedet før
jeg ser motivet på billedet.
Søren: Allerede nu er du langt inde i det, tænker jeg. Det lyder spændende.
Side 7 af 18
Frode: Skulpturen nede på Norups Plads, den er jo meget anderledes end andre
skulpturer, jeg laver når de er nonfigurative. For den er faktisk stedsspecifik. Det vil sige at
den konkurrence, der bliver udskrevet, for det var en konkurrence der blev udskrevet hvor
man så inviterede … var det 7 billedhuggere rundt om i hele verden, til at komme med et
forslag og så sendte man ind og så har de så valgt min. Men det der var i oplægget det var
at den skulle være en port mod vest og den skulle symboliserer stedet og stedets historie
og også på en måde det menneske, der lagde navn til pladsen.
Søren: Det er meget at have med i sine overvejelser.
Frode: Jamen det er det. Men så går man så ind og undersøger historikken. Og det der
var i det, det var at lige præcist det sted er jo altid blevet kaldt for “Magtens femkant”. Og
det er den fordi dommerboligen, kredslægen, avisen, kirken og … var det apoteket …
Altså 5 magtfaktorer i byens erhvervsliv var tilstede der. Så derfor blev min arbejdstitel jo
sådan noget jeg kaldte for “Pentagonalmonument”. Altså en femkant. En pentagon som er
en femkant og som også symboliserer magt. Men nu er jeg ikke interesseret i at
repræsentere noget som helst så derfor er jeg nødt til at lave en abstraktion over den. Og
også en dekonstruktion af den. Og mit primære mål var jo så og lave en ting der både var
til kroppen og til øjet. Det vil sige at du skal kunne bevæge dig på den og du skal også
kunne tage den i øjesyn og betragte den. Altså både en taktil og en visuel oplevelse, skulle
der være i den.
Søren: At du kan mærke den …
Frode: Du kan bevæge dig på den, altså jeg har jo altid kunne lide, fra den gang jeg var
ung og begyndte at rejse ud i verden, det der med at man samledes omkring en plads i en
by, ovenpå en skulptur for eksempel, nede i … det har jeg gjort både nede i Amsterdam og
i Prag og andre steder, hvor unge mennesker sad og hyggede sig på de der … og på
Trafalgar Square.
Søren: Badede i springvandene.
Frode: Ja ja. Opholdssteder også. Det skal det også gerne kunne blive til. Og så skulle det
selvfølgelig også kunne symboliserer stedet og historien og … Det var jo sådan at
dengang Jyske Bank fandt på at nu ville de også urbanisere sig helt ud midt på
vestflanken der og så river vi bare lige avisbygningen ned, så gjorde borgerne modstand.
Det ville de ikke finde sig i … der blev opstand i Silkeborg men avisbygningen den skal
ikke fjernes men så tilbød de at flytte den. Derfor er den blevet flyttet 100 meter. Og
bevaret på den måde og det symboliserer skulpturen også. Derfor er den dekonstrueret
fordi det er jo egentlig en opadstræbende form. Men ved så at spalte den ud så falder den
tilbage igen til jorden. Det vil sige at den fortæller at du har kun den magt du bliver tildelt i
et demokrati. Så det er derfor at hele pentagonen, den opadstræbende, den i
virkeligheden skvatter lidt sammen og falder ned og ender ud på jorden. Et symbolsk snit
jeg har lagt.
Søren: Det synes jeg er smadderspændende at gøre.
Frode: Ja ikke. Det er også mig der har lavet furniture, altså møblerne. Den der cirkel der
er af de der femkantede pentagoner, det fortæller det gamle tingplads. Det her det faktisk
befolkningen eller Silkeborgs borgere der sagde at sådan her skal det være hvis I vil have
lov til at bygge her. Avisbygningen den river I ikke ned, den skal bevares. Men samtidig
Side 8 af 18
med at den også viser en sublim opadstræbende som jo var karakteristisk for Norup men
den viser også at magten var altså ikke større end byens befolkning tillod i sidste ende. Så
det er ideen med den skulptur. Jeg har lagt et oplæg frem hvor jeg har skrevet om den, det
får du lige.
Søren: Nå du har sådan et her?
Frode: Ja ja. Det gør jeg nu altid hvis jeg skal lave noget … når jeg bliver bedt om at lave
en udsmykning, så skriver jeg en begrundelse for hvorfor det bliver sådan.
Søren: Og den har de også set derinde, før de vælger den …
Frode: Ja ja. Jeg tror de har lavet en hel film hvor jeg fortæller. Jeg er blevet interviewet og
filmet til et eller andet de har derinde i deres kunstsamling. Jeg ved ikke hvordan det går
med det. Det har jeg ikke set resultatet af. Det interesserer mig heller ikke. Overhovedet.
Det er jo bare fortid. Det er klart at når du spørger efter hvordan det opstår det der så kan
jeg godt lide at fortælle det. Fordi sommetider synes jeg det … der er mange der ikke
forstår den skulptur derude men hvis de får en forklaring så kan de pludselig forstå det
hele.
Søren: Hvordan bestemmer du dig for hvilke højder, hvilke dimensioner sådan nogle søjler
skal have?
Frode: Men det er jo fordi jeg er det man kan kalde for minimalist i mit udtryk og dermed
også en minimalistisk form. Jeg laver simpelthen bare en matematisk udregning. Så det
hele er matematik … det går op. Og jeg tror nok at grundplanen for hver femkant … der
opererer jeg med 75 cm. Jeg kan ikke huske det.
Søren: Nej men det gør heller ikke noget. Det er mere principperne. Det er ikke den
konkrete …
Frode: Den springer hele tiden med et bestemt antal i forhold til grundplanen. Det er sådan
det er …
Søren: Det er ikke for at hænge det op på den konkrete skulptur. Jeg er bare nysgerrig
efter dine grundlæggende principper indenfor dit arbejde med skulpturer. Jeg bliver både
forundret og nysgerrig.
Frode: Men det er faktisk … altså ok, der kan godt være nogen der får en vis advis-form,
om jeg så må sige … eller i hvert fald en form, hvor jeg snyder med matematikken. Så
bliver det mere en fornemmelsessag. Men det bryder jeg mig ikke om at det er sådan, jeg
kan bedst lide …
Søren: Men du har gjort det nogen gange?
Frode: Ja ja, det har jeg sgu gjort mange gange. Men jeg kan bedst lide hvis det hænger
sammen med den matematik, der ligger til grund for skulpturen. Det er jo ikke
matematikken der ligger til grund for den, men når man får skulpturen, ideen om jeg så må
sige … så vil jeg gerne putte den ned i matematik bagefter. Fordi det giver mig en vis form
for sikkerhed og så tænker jeg tilbage til Einstein, som siger: ”Hvis formlen er rigtig så
ender det også med at det ser smukt ud” eller “ser rigtig ud”. Måske ikke smukt men rigtig
ud. I dont know, men …
Søren: Nå men det er jo din vedtagelse med dig selv … at det er ud fra de principper, du
vil arbejde ud fra, kan man ikke sige det sådan?
Side 9 af 18
Frode: Jo jo, lige præcist. Men jeg kan da godt blive i tvivl. Det er jeg hele tiden. Jeg er
altid i tvivl. Uha, uha. Jeg er også meget i tvivl, når jeg møder skulpturen igen.
Søren: Nå også når du ser den igen … selvom den står støbt og det hele … ?
Frode: Ork ja. Men jeg kan da have det helt forfærdeligt. Sådan er det.
Søren: Men hvad bekymrer dig?
Frode: Man kan jo altid se fejlene på sine egne ting. Man har meget lettere ved at
accepterer de fejl, man ser hos andre end hos sig selv. Fordi man er jo ikke ansvarlig for
deres fejl, men det er man for sine egne. Og jeg kan ikke huske jeg har lavet en ting jeg
ikke godt syntes, kunne have været anderledes … endnu. Det har jeg sgu ikke. Og det er
egentlig det jeg ser. Min gode ven Poul Vandborg, som du nok også kender, som jo også
har ting til at stå, og han har blandt andet den der, hvor der er to granitter ved siden af
hinanden, lige overfor den græske restaurant, den lignede sådan to skåle, en stor og en
lille, vi kaldte den også “Mor og barn”. Men jeg kom hos Poul Vandborg, nede på
stationen, tit engang, og så en dag så kom vi til at snakke om den skulptur. Så sagde jeg til
ham: “Jeg er meget glad for den skulptur og det er min datter også, fordi når min kone og
jeg er inde og spise på restauranten, så er det praktisk for så kan hun bare sidde derude
og lege for hun gider ikke sidde og så kan vi holde øje med hende samtidig”. Og så siger
Poul: “Jeg kommer aldrig dernede”. Og jeg siger: “Hvorfor ikke det?”. “Nej, fordi den er jo
ødelagt”. “Ok?”, siger jeg så, “Hvad er det galt med den?”. Og Poul Vandborg han havde
sådan en hel, inde på hans skrivebord, en hel stak med kort. Og så bladrede han ned og
så trak han en ud. Det var så et billede af den. Så siger han: “Prøv at se her. Kan du se
skulpturen der?”. “Ja, det kan jeg godt. Jeg synes den er fin”. “Prøv lige at se deroppe. Der
er den konvekst i stedet for at være konkav”. “Det gør sgu da ikke noget”. Jo det gjorde det
for ham. Og så fortalte han, hvordan det var sket. Så sagde jeg: “Hvorfor har du så ikke
bare hugget lidt mere af?”. “Nej for så blev den for klein. Men det skete ved at en dag så
stod jeg og huggede nede foran depotlagret der”. Der havde han sin hammer og alt det
der. “Og så kommer Hans Jørgen Nicolajsen og Fritjof Johansen gående forbi. De skulle
ned og fiske i Sminge sø. Og så siger de. “Nu har du kraftedme stået der i flere måneder.
Tag nu lige og komme igang. Nu skal vi fandme vise dig hvordan man skal hugge granit”.
Og så tog de en klaphammer og så huggede de til og så røg der et alt for stort stykke af.
“Så det er derfor den er sådan”, siger han så. “Og det duer ikke”. “Så jeg har aldrig været
oppe i den ende af Vestergade siden”.
Søren: Wow …
Frode: Det var en forfærdelig historie i virkeligheden, ikke. Men …
Søren: Men den fortæller du for at fortælle at man kan godt være tilfreds men alligevel kan
der godt være noget, der stikker i øjnene … eller et eller andet.
Frode: Eller et eller andet. Og man bør jo kunne gå rundt om en skulptur, hele vejen. Jeg
kan også godt lide noget af de skulpturer … der er altid en vinkel hvor man tænker, der
mangler sgu noget plasticitet der. Og det er ikke fordi skulpturen er forkert, det er fordi
lyset skal også falde rigtigt. Og det er altid svært at vende noget mod vest. Fordi den bliver
flad … det bliver fladt af det lys, der kommer fra vest. Sådan er det.
Søren: Så ved visse lysfald så står den egentlig meget bedre frem, som du forestiller dig
den … som du godt kan lide den … end ved visse andre.
Side 10 af 18
Frode: Ja lige præcist. Og jeg kan huske jeg sagde nej tak til at der skulle være lys på den
om aftenen. Det har jeg fortrudt, fordi det ville man kunne lave.
Søren: Der ville du kunne have styret det …
Frode: Ja, der kunne det have været styret.
Søren: Jeg så engang en skulpturudstilling ude på Aros … jeg tror faktisk det var med
Prins Henrik, hvor de havde lagt en … de havde forsøgt at visualisere solens gang … og
med de skygger, som var omkring en skulptur. Det kunne være interessant at man kan
sige at om natten så kunne man selv bestemme, hvordan skyggerne skulle falde.
Frode: Det var noget man burde have tænkt ind fra starten selv. Så man kunne tage højde
for det.
Søren: Men tror du ikke de vil være interesseret i at lave det i dag?
Frode: Nej that’s past. Ja ja. Ud over at det selvfølgelig generer mig … men det er der så
meget der gør …
Søren: Med dine egne værker, tænker du?
Frode: Ja ja, altid mine egne værker, andres værker det kan jeg næsten altid godtage …
også selvom jeg godt kan se hvor de måske godt lige kunne have … det er jo meget
lettere … jeg kan jo godt lide fejl i virkeligheden … også når der er fejl i kunstværker …
fordi det giver det jo et menneskeligt touch. Men det sjovt nok at det er så let at accepterer
andres fremfor ens egne på den måde der.
Søren: Jeg drømmer jo altid om når jeg går på kunstudstillinger eller ser værker af andre
at få et indblik i mennesket bag.
Frode: Gør du?
Søren: Ja.
Frode: Det er jeg ligeglad med. Fuldstændig. Det rager mig en skid.
Søren: Jeg synes jo det gør at så kan jeg måske få anledning til øjne et menneske som
præsenterer sig som tilstedeværende her på jorden med de fejl og mangler og kvaliteter
som vedkommende har. Den sammenhørighed længes jeg efter.
Frode: Men det er da også meget sympatisk. Men så sympatisk er jeg ikke.
Søren: Men du viser dig alligevel i dine figurer, hvis man ser fejlene eller det uperfekte …
Frode: Jeg kan jo godt gennemskue andres skulpturer og jeg kan også gennemskue hvad
det er de har villet. Det er det jeg mener. Og så kan jeg se at … ja ja, ok. Det var det du
ville og det var det her du nåede til. Og det er det jeg mener. Det er der jeg … ud over jeg
godt kan lide den umiddelbare oplevelse, af at se en ting … men når jeg så har set den, så
begynder jeg også og prøver på og forstå, hvad det var de ville. Så kan jeg gennnemskue
både hvad ideen var og hvordan processen har været med at komme derhen. Det synes
jeg er meget interessant. Det lære jeg en del af. Synes jeg. Det er faktisk derfor jeg kan
lide at gå på udstillinger. Desværre er der ikke ret mange udstillinger, der er interessant
nok til at jeg gider og tænke så langt. Men det er også når man bliver ældre som mig så
har man jo set det hele næsten. Så er det sjældent, der kommer noget og så er man
sommetider nødt til at gå tilbage for at se noget. Altså tilbage i tiden. Hvor jeg syntes der
var noget spændende. Hvor der var et eller andet der ramte mig. Så sådan er det. Vi
ændrer os jo hele tiden.
Søren: Gudskelov.
Side 11 af 18
Frode: Og nogen ting står vi sådan nogenlunde fast på. Jeg var til møde i går … nej det
var nok i forgårs … det er torsdag i dag, så det var i tirsdags. Og det er fordi jeg skal lave
en udstilling på et museum. Det er så sammen med flere. Og jeg tror nok udstillingen
kommer til at blive noget i retning af tre generationer. Og det er fordi det faktisk er tre
generationer af kunstnere, man sætter sammen. Det bliver interessant at se om der er
spring i det, om man forholder sig til tiderne og så videre. Eller til de forskellige
generationer, med hinanden. Altså det er den samme genre vi arbejder indenfor.
Geometrisk kunst altså. I tre generationer. Og så er det sjovt at se hvordan det udvikler
sig, rettere sagt. Det er den udvikling, som vi skal prøve af der.
Søren: Nu arbejder jeg jo med 3D og 3D print. Så i princippet så er alt skulptur jo
geometrisk, hvis man zoomer langt nok ind. Så spørsmålet er jo hvor figurativ man er. Er
du figurativ i noget af din geometriske kunst, synes du?
Frode: Hvis jeg oplever at det pludselig kommer til at ligne noget, så mit øje begynder at
associere til noget figurativt så får jeg det decideret ubehageligt. Og så må jeg lave det
om. Og det er egentligt pudsigt fordi her forleden havde jeg besøg af Poul Pedersen. Og vi
sad og snakkede …
Søren: Bogstav … ?
Frode: Ja. Og så fortalte jeg ham at jeg havde set at der var et maleri af ham på auktion
fra en serie, hvor jeg selv har en fra. Og … det er den, der hænger lige herinde, kan du se
… og han vidste ikke at jeg havde et billede fra den serie. Og så fortæller han mig om det
billede der så er på auktion, var på auktion nu, at det i virkeligheden var figurativt. Det var
totalt nonfigurativt, men så fortæller han mig at det er et portræt. Og da jeg så kan se at
det er et portræt … det ødelægger faktisk maleriet for mig. Så jeg bød ikke på det.
Søren: Og det havde du ellers overvejet?
Frode: Men jeg fortalte så … jeg kender en anden der har billeder af den serie … ham
fortalte jeg det, og han købte det. Det var Tom Christoffersen fra Galleri Tom
Christoffersen, han købte det. Men det er nemlig et portræt af en pige, der er et billede af i
den her bog og det kan man tydelig se … det var det der var så sjovt og så snakker Poul
og jeg og han fortæller så, når han ser noget totalt nonfigurativt, så forsøger han at få det
til at ligne noget. Og jeg gør det modsatte. Fuldstændig. Vi er helt diametrale modsatte
hvad det angår.
Søren: Du forsøger at knibe øjnene sammen og fjerne motivet.
Frode: Ja. Hvis der kommer et motiv så dropper jeg det sgu. Altså det kan jeg ikke holde
ud.
Søren: Du dropper motivet eller du dropper skulpturen?
Frode: Så dropper jeg det hele … jeg har selv en skulptur … den er da godt nok solgt men
den kommer til at ligne et menneske og det var ikke meningen. Så … jeg kan ikke holde
den ud. Fordi den gør det … den er ellers god nok. Og dem der ikke får den til at ligne et
menneske, de må have det rart med det. Men jeg kan kun se det andet.
Søren: Jeg bliver nysgerrig efter hvorfor det ikke må ligne et menneske.
Frode: Jamen det er fordi det forstyrrer. Så forstyrrer det jo min oplevelse af det jeg vil
kalde for det der er “a priori” [A priori kommer af latin og betyder “fra det tidligere”. Den
Side 12 af 18
erkendelse der er opnået via fornuften alene]. Det skal være total nonfigurativ. Set med
mine øjne. Det må ikke forestille noget fra den virkelige verden.
Søren: Ved du hvorfor du har det sådan?
Frode: Nej. Det ved jeg ikke. Det må være en beslutning jeg har taget … altså fordi så
forhindrer det mig ikke i at se BILLEDET. Altså lige så snart det begynder at forestille noget
så begynder det at forstyrre det billede, jeg gerne vil se. Det er derfor jeg forsøger altid at
komme væk fra det. Og jeg havde egentlig ikke nogensinde set det billede som et portræt
inden Poul viser mig det. Hende det forestiller. Nu kan jeg ikke se andet. Og selv om hun
er meget smuk, så hjælper det ikke på det. Så der har vi sådan to helt modsatrettede
tilgange til noget vi ellers er meget enige om. Heldigvis … det billede jeg så har fra samme
serie … det forestiller ikke noget.
Søren: Det var da lykkeligt.
Frode: Ellers havde jeg bare sat det på auktion og han et ret dyr i dag så det betyder ikke
noget.
Søren: Personligt er jeg nysgerrig efter hvad det er der gør den der modstand imod at det
må ligne noget. Men jeg har også fornemmelsen af at vi ikke kan komme tættere på det.
Frode: Nej, ikke andet end at jeg synes at det forstyrrer billedet … det forstyrrer
skulpturen, hvis det forestiller noget. Længere er den ikke.
Søren: En skulptur er jo i princippet jo bare et materiales udbredelse i rum, hvis man kan
sige det så enkelt.
Frode: Og hvordan et objekt forholder sig til omverdenen.
Søren: Så hvis der er noget der kan blive til en hånd et eller andet sted i figuren, hvis man
anstrenger sig, så er det nok til at … så vil du fjerne det element eller gøre det endnu mere
abstrakt.
Frode: Nu må du ikke misforstå det. Jeg kan da godt lide hvis ting vil være absolut
figurative, så er det da helt fint …
Søren: Jeg har slet ingen ambition om at misforstå. På ingen måde. Jeg er bare nysgerrig
efter hvad der driver dig og din … og det … jeg kan jo sagtens fornemme at det på en
måde er en mur du støder imod.
Frode: Jeg kan huske den første gang … og det er faktisk imens jeg selv var figurativ …
men dengang jeg var figurativ der var det nu også mere kompositionen der interesserede
mig end det var alt det andet. Det var i hvert tilfælde den vigtigste del, var kompositionen
men det ligger da helt tilbage i ‘70’erne hvor jeg kan huske jeg læste om Matisse. Han
havde skrevet eller sagt, at man må altid se billedet før man betragter motivet. Og det var
selvfølgelig … det gav også en god indgang til at forstå hans malerier, fordi de i
allerhøjeste grad er kompositioner, før de egentlig er billeder. Men da var man ikke
kommet så langt så man helt ophævede … det var først med Malevich og de andre
modernister der. Altså man kom til at fjerne hele motivet. Men han havde sådan set
foregrebet det … det nonfigurative, kan man sige med det statement der …
Søren: Det er det du har taget til dig.
Frode: Ja det kan man egentlig godt sige at jeg fuldstændig konkret har taget til mig at jeg
kan ikke have at en abstrakt eller en nonfigurativ ting, pludselig begynder at ligne noget fra
den virkelige verden.
Side 13 af 18
Søren: Har du sådan en tanke om at det er for nemt?
Frode: Nej overhovedet ikke. Der er jo Antoni Gormley, som jeg ellers beundrer meget, det
forstyrrer mig jo voldsomt, at det altid skal forstille …
Søren: Jeg kender ikke lige hans …
Frode: Men hvis du ser det … han arbejder kun med klodser, men det forestiller altid en
krop. Det er ham, der laver “The Nordic Angel”. Som vel er en af verdens største
skulpturer. Den står oppe i Skotland et sted. Jeg har min telefon på mig så jeg kan hurtig
vise den [kigger efter et billede].
Søren: Må jeg lige spørge om noget, imens du kigger?
Frode: Ja.
Søren: Du har mange huse her på grunden. Hvordan kan det være? Jeg tænker … har du
nogensinde har haft et symposium, hvor mange er kommet og har boet her og arbejdet og
udstillet eller et eller andet?
Frode: Øh … “The Nordic Angel”. Hvis du så ser ellers så er han mere … [viser fotos af
Antoni Gormleys værker med mennesker sammensat af små klodser].
Søren: Den der kan du vel næsten acceptere … ? [peger på et værk]
Frode: Nej. Det kan jeg ikke. Det ligner en mand der står og bukker sig [griner]. Du var lige
ved at spørge om noget.
Søren: Det er fordi dengang jeg kom så ser jeg alle de huse, der er rundt omkring. Både
ved indgangen og bagved.
Frode: Det er fordi jeg elsker at bygge. Jeg elsker at bygge. Jeg har bygget det hele selv.
Jeg har også bygget det her selv. Huset det gik kun hen til de der fliser lige der [peger]. Og
så …
Søren: Har du bygget det hele selv?
Frode: Alt ved hjælp af to stiger.
Søren: Det er imponerende.
Frode: Det er satme rigtig. Jeg er en pissegod håndværker. For at være helt ærlig. Og før i
tiden hvor jeg havde kræfter da kunne jeg jo alt det her. Men så en dag … var det ikke i …
lige i slutningen af 90’erne eller begyndelsen af 00’erne, da var det blevet så moderne
med samtalekøkkener, og så siger min kone en aftenen: “Skal vi ikke også have et
samlejekøkken?” Sådan hører jeg det i hvert tilfælde. [griner]. Så siger jeg, jo da, det
synes jeg da, var en god ide. Vi kan da bare gå derud nu. “Jamen jeg mener den skal
være stor”, siger hun så. “Nå ok, men det kan vi da godt”. Og så lavede jeg lynhurtigt en
skitse. Og så siger hun, “Nej, den må godt være en meter større”. Og så byggede jeg 5
meter til. Og det var ok. Og så havde jeg også et gammelt drivhus deroppe. Og der har jeg
så bygget et orangeri. Men så en dag sad min far herude og hældte vand ud af øret … af
ørerne. Han sad lige, hvor du sad. “Jeg kan ikke blive ved med at klare mig selv”. Han var
blevet næsten 90. Og så siger min kone: “Du kan da bare flytte herud. Vores børn de er jo
flyttet hjemmefra og så kan du få vores soveværelse her og så flytter vi ovenpå igen”. Og
så tænkte jeg, “nej det sagde hun fanme bare ikke”. “Jamen det vil jeg da gerne”, sagde
han så. “Aaa”, siger jeg så. “Ved du hvad jeg har et værksted herude, det kan jeg lave om
til en lille lejlighed til dig. Skal vi ikke det i stedet for?”. “Jo, det kunne vi godt”, sagde han
så. Og så gik jeg igang. Jeg havde sådan et grovværksted der. Så byggede jeg en
Side 14 af 18
lejlighed til ham på først 20 m2, så tænkte jeg nej det bliver sgu for småt. Han skal have
- Og så en måned inden det var færdigt, så ringede han. “A kommer ik’ alli’ vel”. “Nå
hvorfor gør du ikke det?”. “Nå men a har fåt det møj bedre”. Og så var jeg jo lettet.
Søren: Men så havde du ikke et grovværksted længere.
Frode: Men det var da ligegyldig, jeg byggede bare et nyt værksted på den anden side. Og
så siger han også: “Men a ka da godt betåle lidt kompensation … det har vel kostet lidt å
byg et, har det et?”. Sådan rigtig jysk. “Jo men vi uddeler ikke dummebøder herude. Bare
rolig. Det skal jeg nok klare”. Og så byggede jeg også 20 m2 mere til, så nu er der 60 m2.
Og det fungerer som Air B & B. Det er faktisk lejet ud hele året rundt. Det er også et sted
hvor kunstnere, musikere, billedkunstnere og forfattere, de bor gratis. Aske Jacoby har lige
boet her en uge. Musikeren. Og så bor de gratis, fordi jeg har selv været så heldig når jeg
har været rundt i verden og bo nogle fantastiske steder gratis. Og så er det pay back. Så
længere er den sgu ikke. Musikere, forfattere og billedkunstnere, de har altid fortrinsret til
den. Og det bliver det også brugt til. Og når der er nogen københavnske kunstnere eller
musikere, der har noget i nærheden af her, så er de glade for at være her. Men ellers er
det som Air B & B … jeg tror vi har haft 30 forskellige nationaliteter til at bo derude
efterhånden. Der kommer nogen franskmænd i næste uge. To piger, der skal lave et
magasin fra det her område. Og som så bor der. Det er derfor jeg har alle de huse. Nu er
jeg ved at bygge et nyt drivhus derovre. Og også lige sat noget igang herude, men det kan
vi lige gå ud og kigge på bagefter. Men jeg har en stor passion for at bygge. Og jeg hader
håndværkere inde i huset. Men jeg har også sagt at det er det sidste jeg bygger nu, det
her. Vi holder meget af at være selvforsynende med alt, så derfor et det godt med et
drivhus mere. Og ting de koster jo ikke noget. Folk de sætter jo på Marketplace: Er der
nogen der vil have et drivhus for 500 kr. ? Så henter man bare det. Så det er ikke fordi det
koster ret meget. Og det meste af det jeg har bygget er faktisk bygget af genbrug.
Søren: Den bløde side, venlige side, imødekommende side, du viser her … kan man se
den i din kunst nogen steder?
Frode: Det vil jeg ikke håbe da [griner]. Jeg synes, jeg vil sige at enhver form for kunst er
venlig. Fordi det har jo altid et pædagogisk sigte. På en eller anden måde, uanset hvor sur
du er. Uanset hvor sur en kunstner er så er der sgu en form for pædagogik i det de laver.
Søren: Kan man sige at det er en gavmildhed i at ville vise en skulptur eller et billede?
Frode: Det synes jeg godt man kan sige, men jeg synes alligevel man skal passe på med
ikke at rose sig selv for meget for det er jo kun for en selv, man laver det. Altså dybest set.
Det er jo en svær egoistisk borgerlig dyd og sidde og lave noget som kun bliver lavet for
ens egen skyld.
Søren: Men efterfølgende er der dog mulighed for at andre kan deltage i glæden.
Frode: Ja forhåbentlig da, ellers var der jo ikke nogen grund til at udstille det. Altså det
håber jeg. Man får da også sådan lidt hen af vejen glæde ved at der er nogen der får
noget ud af det. Det er da helt fantastisk, når det sker. Og jeg er for eksempel glad ved at
skulpturen nede på Norups Plads er blevet taget så godt imod af både børn og unge og
skatere og alt muligt. Der ligger jo utallige videoer inde på nettet af skatere fra hele verden
der vil besøge stedet for at skate op ad kanterne der. Det er blevet sådan et kultsted, hvor
Side 15 af 18
de mødes. Og brudepar har gjort det til en tradition og gå hen og stå og blive fotograferet
ved den og nyde et glas champagne på den forhøjning, der er.
Søren: Det glæder dig.
Frode: Ja mega meget. Ork for søren. Jeg har set når børnehaver … når børn de klatrer
op på den. Og sidder og bruger den … det er også en form for brugskunst. Faktisk så
foretrækker jeg tit at noget er brugskunst. Jeg har også skullet lave et stykke kunstværk til
en skov og så sagde jeg at det vil jeg ikke … jeg vil ikke lave et kunstværk. Jeg vil lave et
stykke brugskunst. Så det kan bruges til noget. Jeg lavede simpelthen en trappe med en
skulptur på også ellers fungerer det ikke sådan et sted. Der må godt stå nogle totalt
tilfældige ting, der slet ikke passer ind i stedet. Det kan jeg faktisk godt lide når det ikke
gør. Jeg bryder mig slet ikke om stedsspecifikke ting i virkeligheden. Jeg kan bedst lide når
det ser ud som om det ikke hører til her. Og det er også godt nok. I en skov, hvor man
gerne vil motiver folk til at gå rundt, der skal man have noget, der kan bruges til noget. Det
vil sige en trappe med en skulptur på er bedre end bare en skulptur. Fordi ellers kommer
de aldrig op i den skov, op ad en skrænt. Så derfor insisterer jeg på at det skulle være
brugskunst.
Søren: Så trappen var vigtig for dig.
Frode: Ja det var den der. Og nu har vi lige fået en masse penge til at lave noget nyt den
skov der. Og der har jeg lavet modeller til og sådan noget. Og det vil jeg også sige at det
synes jeg er mægtig. Nu skal jeg lige se … [leder på telefonen]. Det er f. eks. den der
[viser et værk i en skov].
Søren: Nå en trappe på den måde der. Ja så forstår jeg bedre. Er det granit eller er det
metal?
Frode: Det er Douglas træ … og først er det selvfølgelig beton, så Douglas træ. Og så er
det metal og så er det marmor. Og den handler også om noget. Det gør den fordi det
skulle være starten på en skov, der bliver brugt, hvor der også kommer andre kunstværker
op. Det er der også kommet. Men derfor … det er starten og starten med skulptur, det var i
virkeligheden at man rejste en sten. Det var sådan skulpturtraditionen startede for
mennesker for 40.000 år siden. Så var der også nogen der begyndte at hugge noget i
dem. Det må de om. I hvert til fald var jeg kommet så vidt, at jeg havde fundet ud af at
sætte to kasser oven på hinanden. Så jeg er kommet et skridt længere. Men så havde jeg
samtidig et stykke carara-marmor til at stå. Som stammer derfra hvor Michelangelo brød
sin marmor. Og det stykke marmor havde jeg fået af Hans Jørgen Nicolajsen. Og jeg har
faktisk hugget skulpturer ud af den for ham. Fordi han kunne ikke rigtig selv til sidst. Han
var blevet for dårlig. Men det får så det hele til at hænge sammen, hvis du forstår.
Indgangen til den der skov, hvor der skal være skulpturrundgang, altså hertil er vi kommet
med to kasser ovenpå hinanden, men det hænger så sammen med skulpturtradition i kraft
af at mormoren kommer fra Michelangelos brud og det er Hans Jørgen Nicolajsen, som i
virkeligheden var min mentor.
Søren: Du har tænkt en historie som bliver fortalt nedefra og opefter.
Frode: Yes. Lige præcis. Så det er ideen til det der.
Søren: Hvor står den henne af?
Side 16 af 18
Frode: Den står nede i skoven. I Røgen skoven. Og der har vi nogen folk, der er virkelig
ildsjæle. Claus Reicke, som faktisk arbejder nede i Burkina Faso nu. Der har jeg også
lavet udstilling nede med deres kunstakademi. Og han fundraiser helt vildt. Jeg laver
modelarbejdet til det.
Søren: Det er altså et åbent område for folk?
Frode: Det er det. Det blive virkelig brugt. Hvis du går en tur dernede en dag så møder du
en 10-15 stykker. Ikke fordi det bliver overrendt. Men folk bruger det. Og det er også en
fantastisk skov. Det er ikke min ide, at det skal være så overfyldt men jeg hopper med på
det for at vise mig fra min venlige side [griner]. Og jeg beundrer deres energi.
Søren: Jeg har ikke mere … jo, jeg bliver nysgerrig. Du kender selvfølgelig Kai Fürer.
Frode: Ja meget.
Søren: Og jeg kom til at spekulerer på på et tidspunkt, i og med at jeg skulle herud, om Kai
Fürers kunst og din kunst er beslægtede.
Frode: Ja det er det. Meget.
Søren: Han bygger farveflader op og lægger dem imod hinanden og så påvirker de
hinanden på en eller anden måde.
Frode: Han var jo en mester i valeur. Af sammensætninger og kontraster. Helt fantastisk.
Men han arbejder også ud fra kuben, som grundmotiv. Det er ikke altid man kan se det
men det gjorde han faktisk. Jeg er mere formel. Altså jeg er meget mere formel. Han er jo
ikke formel, han er konkret, vil jeg sige. På sin vis. Men altså ok også formel. Han er en af
de allerbedste fra hans generation af, af de konkrete malere. Jeg synes også han har fået
en for lille plads i forhold til hans kvaliteter, i det han laver. Han har dog fået en god plads
men han burde have fyldt meget mere, end han gør. Men det er klart at vi er beslægtede.
Det kan slet ikke undgåes. Vi endte også med at blive gode venner. Kai kunne godt
skælde lidt ud. Han kunne godt revse, om jeg så må sige.
Søren: Men der var måske også noget der trængte til at blive revset, ind i mellem.
Frode: Nej han var sgu for hård. Det sagde jeg også til ham ind imellem.
Søren: Jeg spekulerer på om der er mere omkring Grafisk Værksted der skal samles op
på … om der er kommet mere der er relevant at komme ind på …
Frode: Du ved jo godt jeg har sådan lidt en hovski-snovski holdning. Det må du i hvert til
fald godt kalde den. Men det er det i virkeligheden ikke. Det dækker egentlig over en vis
form for ydmyghed over for det. Fordi jeg ikke selv synes jeg er nogen særlig god grafiker.
Og har aldrig været det. Men jeg synes jeg var med til at få nogen rigtig gode grafikere
frem.
Søren: Det er min klare fornemmelse.
Frode: Det er jeg glad for. Og den intension jeg havde om … “hold da op nu skal jeg går
herned i” … jeg kan ikke huske om jeg var der i et eller to år … da tænkte jeg, “så bliver
jeg rigtig god selv fordi der kommer ikke nogen og forstyrrer mig”. Men jeg skal da lige
garanterer for at det blev total omvendt.
Søren: Det var derfor jeg i starten var nysgerrig efter at høre om din rolle kan ses som en
slags inspiratorrolle. Og det har jeg lidt fornemmelsen af at den godt kan.
Frode: Altså det er jeg ked af at påstå selv. Jeg synes i hvert til fald der var et miljø, det
kan godt være tilfældigheder, der opstod, men i hvert til fald kendte jeg mange, som kom
Side 17 af 18
der og det var faktisk rigtig gode kunstnere alle sammen som så udviklede nogle helt
fantastiske ting dernede. Og det synes jeg er godt. Det er jeg glad for. Jeg er ikke stolt for
det er ikke min fortjeneste det er deres egen fortjeneste 100 procent. Kun fordi de gad gå
igang. Om det var fordi det pludselig var mig der var der, det ved jeg sgu ikke. Alt af hvad
der foregår i verden er et sammenfald af assorteret idioti. Det er min mening. Sommetider
er det vældig godt, det der sker … eller vældig sjovt … eller interessant.
Søren: Assorteret idioti … det synes jeg er en interessant betegnelse.
Frode: Ja ikke. Jeg tror, jeg har stjålet det udtryk fra Umberto Ecco, hvis jeg skal være helt
ærlig. Jeg synes det er godt for han mener ikke der kan finde hemmeligheder sted i
verden. De vil altid kunne komme frem før eller siden. Så han gider ikke
konspirationsteorier. Det er et opgør med konspirationsteorier. Han siger: Hemmeligheder
vil altid blive afsløret før eller siden, om ikke så for at opnå et sammenleje, så under et
sammenleje.
Søren: Men skal vi lade samtale være ved det her nu.
Frode: Det synes jeg.
Søren: Hvis jeg må tage nogle fotos …
Side 18 af 18
Det Grafiske Værksted Silkeborg 