Samtale med Lars Svanholm tirsdag d. 9. november 2021 kl. 10-12
Søren: Vi er hos Lars Svanholm, vil jeg bare lige sige for en ordens skyld.
Lars: Ja, men det er mig. Men vi skulle jo snakke om Grafisk Værksted.
Søren: Ja, men du var ved at sige noget som du ikke vil løfte sløret for…
Lars: Ja, det er noget med… Jeg synes det er dumt at løfte sløret for noget som jeg ikke er sikker på bliver gennemført.
Søren: Ja, ok, det er fair nok.
Lars: Det har ikke så meget med sagen at gøre, for hvis jeg skal fortælle om min tilknytning til Grafisk Værksted, så …
Søren: Helt kontant kunne jeg godt tænke mig, hvis du først gennemgår det faktuelle … Lars: Ja, men det kommer vi lige nøjagtig til…
Søren: Du har måske tjek over det?
Lars: Jeg har allerede frekvensen på plads. Og den strækker sig fra 1987 og op til 1995 for mit vedkommende. Og det hele begynder med at jeg får en gæst. Jeg boede på det tidspunkt i en lejlighed på Skolegade, og jeg får en gæst, som gerne vil have mig til at være forsanger i et orkester, han skal til at starte. Jeg havde spillet lidt musik og så videre og så havde billedkunsten ligget i sådan en dvaletilstand, mens jeg gjorde det; men så var jeg imidlertid begyndt at arbejde med billedkunst igen, så jeg var sgu ikke så motiveret for at skulle være forsanger i et orkester; men på den anden side vi snakkede lidt frem og tilbage om det og det viser sig så at min gæst, som er en fyr der hedder Jacob Haugen Sørensen, han har en familiær tilknytning til mange kunstmiljøer, og havde det også dengang, og han vidste nogen ting, som jeg ikke vidste og vores snakke de kom mere til at handle om billedkunst, litteratur og “what-so-ever” end musik i virkeligheden, selvom vi prøver at spille lidt, men det løber lidt ud i sandet og så siger han til mig på et tidspunkt: “Ved du hvad jeg synes, du skal henvende dig henne på det grafiske værksted”.
Søren: Siger han til dig?
Lars: Ja, for han vidste, at det var blevet reetableret, og så kommer vi jo ind på en meget vigtig person, som vi jo også har lidt kommunikation kørende om, nemlig Anders Georg Jensen, som Sørensen kendte, og jeg vidste, jeg havde hørt lidt på vandrørene om, at det der værksted var blevet retableret; men for det første var jeg sådan en lille smule … Jeg var lidt betænkelig, fordi at jeg havde sådan en eller anden klar ide om at det der med grafik var noget der var meget omstændeligt og jeg er jo ikke lige frem kendt for stor tålmodighed, så jeg var sådan lidt … [puh] jeg vidste ikke rigtig, men efter et par dages betænkningstid indfinder jeg mig på Grafisk Værksted og Anders Georg Jensen er der. Søren: Og hvor ligger værkstedet?
Lars: Værkstedet ligger på det tidspunkt i det gamle medborgerhus på hjørnet af Skolegade og Skoletorvet. Helt oppe under loftet.
Søren: Helt deroppe?
Lars: Ja for helvede, det var et super fedt værksted. Det var nærmest sådan et ateliermiljø. Det var super godt. Jeg kommer jo ind der, ikke. Og der sådan en sjov stemning. Det er som om Anders Georg ved jeg kommer. Altså jeg ved ikke rigtig hvad fanden der er der sket. Om der er nogen der har snakket … men han er bare fuldstændig på det rene, det er ligesom om, at … “kom herind og arbejd, for fanden”. Og så får jeg stukket sådan en zinkplade i hånden, og så kan jeg begynde og slibe den ned med noget ståluld og så pudse den med noget Brasso eller noget Slipol, jeg kan sgu ikke huske hvad det var. Og jeg tænkte, hold kæft det er allerede op ad bakke [griner]
Søren: Nå i forhold til tålmodigheden?
Lars: Ja ja, jeg tænkte, hold nu kæft, men ikke desto mindre i samme moment, jeg begynder på det der så kan jeg jo godt mærke at det noget der skal følges til dørs [tager en slurk kaffe]. Nå, men det var det med tålmodigheden, men på et tidspunkt siger jeg til Anders, nu er den, så man kan spejle sig i den her plade, så får jeg udstukket sådan en radernål her [finder en og viser den] og så får jeg bare besked om, jeg bliver beordret til at gå i gang med at lave noget kunst på den der plade. Og det gør jeg jo meget hurtigt. Jeg siger, “kan vi trykke nu?” [Griner] Og jeg har jo kun slået en fire hurtige streger, ikke. Jeg havde en bagtanke. Jeg ville bare se hvordan det der foregik, jeg ville se hvordan man valsede pladen ind i trykfarve og tørrede det af igen og det der fugtede papir, det der, vi ved er så skide besværligt. Så jeg lavede et prøvetryk, som Anders lavede. Og så siger Anders til mig, og det kan jeg huske helt tydeligt: “Nu trykker jeg den her for dig og se nu godt efter, for jeg gør det kun den her ene gang så hænger den på dig selv”. Og jeg tænkte, det er jo fint nok, det er jo konditionerne. Det er jo betingelserne. Og jeg kunne jo godt se, det var lidt svært det der. Så jeg arbejdede lidt videre på pladen og så skal vi til og i gang. Og det går sgu egentlig overraskende godt. Og jeg får trykt og det tryk er faktisk gengivet i det katalog der [peger på katalog på bordet]
Søren: Nej hvor sjovt.
Lars: Fordi det er det første jeg laver. I 1987. Det er derfor jeg ved det er i ’87.
Søren: Men det er ikke et af dem du har sendt fordi …
Lars: Jo, hvis der et der signeret ’87, så er det det.
Søren: Men det tror jeg der er.
Lars: Det er der, det ved jeg, det kan jeg huske. Men det er lige meget, der kommer et tryk ud af det. Og så kan jeg godt mærke, at hvis jeg skal videre med det her bliver jeg nødt til at gå ind i en eller anden form for selvstudium. Fordi jeg skal helst have ro omkring mig … og jeg bliver sat ind i hvordan man laver stregæstninger og syre og alt muligt og senere akvatinteæstning, men det der sker det er at jeg bor henne på Skolegade og jeg har ikke særlig langt hen til Medborgerhuset, hvor det lå dengang. Så jeg kan jo lynhurtigt lige smutte hen og lave noget. Det har så den konsekvens, at når jeg er der så skal jeg have en nøgle, og så er der en sød dame, som hed Merete Vester, som desværre er død nu, som også var en glimrende grafiker i øvrigt, som havde opsyn med det, og det var hende der udleverede nøgler og så videre. Og jeg kommer og henter en nøgle ofte, så på et tidspunkt tænkte hun, nej, nu får han sgu en på permanent basis, og det fik jeg jo så, og så kvitterede jeg for den her nøgle og så kunne jeg jo komme og gå, stort set som det passede mig. Og det var sådan set en meget frugtbar periode, for jeg udviklede hele vejen igennem det der med at trykke og så videre og få tingene til at fungere. Nå, så sker der det på et tidspunkt, at Silkeborg Kunstskole skal overtage lokalerne oppe under loftet, og så bliver Grafisk Værksted flyttet ned i kælderetagen i samme bygning. Og det har faktisk ikke så stor en betydning andet end, at i mellemtiden har min kone og jeg købt huset her så meget af det forberedende arbejde, jeg lavede, det laver jeg faktisk herhjemme. Det eneste jeg gør deromme det er at trykke. I mellemtiden er billedhuggeren Frode Steinicke blevet tilsynsførende på Grafisk Værksted. Det er jo fint nok, så er der en der passer tingene og så videre. Men så en dag så kommer jeg ned på værkstedet og skal trykke et eller andet, og så sidder Frode Steinicke sammen med billedhuggeren Hans Jørgen Nicolajsen dernede, og Nicolajsen han er jo sådan en, han var jo akademiuddannet og medlem af Grønningen, han vil jo høre om der var nogen, der kom nede på det værksted, som kunne noget. Som var dygtige. Som ville noget med det der trykkeri. Og så kigger han over på en opslagstavle, hvor der hænger et tryk sat fast med tegnestifter og så siger han: “Det der f. eks. det er sgu da meget godt”. Og så siger Frode Steinicke: “Det er Lars Svanholm, der har trykt det”. Nå, nå, det er ok, man kunne sådan se på ham så blev han helt optimistisk. Og jeg tænkte, at det var da fint. På det tidspunkt var jeg i sådan en, jeg gik og rodede rundt i en … jeg ville ikke udstille. Det vil sige, at det ville jeg godt, men der kunne kun være et sted at udstille, som kunne komme på tale for mit vedkommende som grafiker. Og det var på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie Udstillings bygning og jeg synes ikke jeg var god nok, jeg var i tvivl om det, jeg lavede havde et udtryk overhovedet … men så på et tidspunkt, og det er lige nøjagtig i den periode der, vi snakker om syntes jeg, at jeg havde fået lavet seks tryk som jeg godt kan stå inde for. Søren: Er vi i sådan ’90? Lars: Vi er i 1991. Og dem sender jeg afsted, og så får jeg jo så … og det må jeg sige er sådan en, det er sådan noget, der motiverer mig til at fortsætte, at jeg får optaget fire værker eller fire tryk på KE. Så er det ligesom at komme et skridt videre, syntes jeg. Nu er det ude i systemet og bliver vist og så videre. Jeg kan huske Poul Borum, som på det tidspunkt var redaktør for lyrik- og grafiktidsskriftet Hvedekorn. Han var redaktør for lyrikdelen. Altså poesien, og han mente helt klart, at jeg skulle prøve at sende nogle af mine grafiske tryk ind til Hvedekorn, så de måske kunne blive publiceret. Det fik jeg så aldrig gjort, desværre. Til gengæld udstillede jeg året efter på Charlottenborgs Forårsudstilling, og der kan jeg meget tydeligt huske. Det er som om det står ret klart, at da jeg fik kuverten og jeg læste, at jeg havde fået værker optaget på udstillingen sagde min kone til mig “det har du fan’me også fortjent”.
Søren: Nå, fedt.
Lars: Jamen, det var fedt, fordi det har været hende, der skulle lægge øre til alle mine kvababbelser, når der var noget der ikke er lykkedes, altså når akvatinten blev til fladbidning, når den ikke skulle blive det. Så er det jo hende, der skulle høre på alt det der, jeg gider ikke og det er krafted’me heller ikke umagen værd og alt det der, så hun vidste jo godt hvad fanden, det havde været for en kamp med at få det lort til at fungere, så det var godt og så kørte det slag i slag, og jeg begyndte så at blive optaget på nogle andre udstillinger og så videre og begyndte så at udstille lidt mere kontinuerligt.
Søren: Med tryk?
Lars: Med tryk blandt andet, også malerier … Men nu drejer det sig om grafikken, den fyldte meget lige i den periode der. Nå, så sker der det at Medborgerhuset, det kan du nok huske, at det flytter derned i den ejendom hvor Kulturspinderiet … der flytter Grafisk Værksted også ned og sådan som jeg husker det, der opstår der en masse konflikter … Søren: Altså på Grafisk Værksted?
Lars: Ja, der er kommet nye brugere og så vidt, jeg kan huske, var der også noget med en trykpresse der var blevet ødelagt. Der var et eller andet, Anders Georg Jensen var kommet ind over igen, som sådan en … han holdt fanen lidt højt i forhold til, jeg ved ikke om han var officielt ansat, men han påtog sig i hvert fald et vist ansvar, må jeg sige. Og jeg syntes det blev sgu lidt for meget palaver og … jeg holdt mig lidt på afstand en periode og det gik selvfølgelig også ud over den kreative proces …
Søren: At … ?
Lars: At der var alt det der, så jeg var sådan lidt …
Søren: Men du lavede stadig alt dit forberedende arbejde derhjemme?
Lars: Absolut! Det gjorde jeg.
Søren: Så det var egentlig bare at trykke…?
Lars: Præcis. Så jeg bliver så en smule … jeg er sgu en smule nedtrykt over den stemning, jeg synes, der opstår … der er en masse skænderier … en masse ævl og kævl. Så en dag ringer min telefon krafted’me, du, og så er det Hans Jørgen Nicolajsen. Det var derfor, jeg lige havde fat i ham før, fordi han kommer til at spille en rolle igen. Han spørger mig ganske enkelt om jeg vil have den der [peger på en trykpresse bag mig] trykpresse. “Du kan få den for at hente den”. Så jeg siger til Anette, du kan godt gå ud og starte varevognen op, jeg har lige fået en trykpresse. Og den var i en elendig forfatning. Den var beskidt og den var støvet og der var heller ikke noget trykbord, men det var skide ligemeget, jeg brugte en weekend på at få den sat i stand, få den smurt, få den gjort ren og få lavet et trykbord. Og så var den kørende. Og det var faktisk Frode Steinicke, han kommer så ind i billedet igen, som havde anbefalet Hans Jørgen Nicolajsen at han skulle give mig den trykpresse.
Søren: Det var sejt.
Lars: Ja, det synes jeg et eller andet sted, det er ligesom om tingene går i arv. Det synes jeg er en enorm …
Søren: Men det er også fint af Frode … Lars: Ja da! Meget. Ja en meget sympatisk tanke hele vejen igennem, og så sluttede mit engagement på Grafisk Værksted der. Og det var i 1995.
Søren: Hvor det lå på Kulturspinderiet..?
Lars: Ja det lå dernede … ved siden af Rådhuset. Den havde vinduer ud mod den der sti, der går ned oppe fra Østergade. Og så har jeg stort ser ikke rigtig brugt værkstedet siden. Men det er sådan set den forholdsvis korte udgave af mit engagement der. Og alligevel ret ordrige.
Søren: Nå men det var da en fed historie …
Lars: Nå men altså, det der sker det er jo at … jeg er jo meget betænkelig ved at gå igang sådan et projekt der … at lave tryk men da jeg først er inde i det så er det zen, så er det ren …
Søren: Så er det meditation.
Lars: Lige præcist, det er meditativt og sådan er det stadigvæk.
Søren: Både at arbejde med det og også at trykke..?
Lars: Også at trykke fordi det er et helvedes bøvl. Man skal være 100 procent … man skal være motiveret … de næste to timer, der skal du bare stå og tørre sådan nogle plader af. Og kører dem igennem trykpressen, og tørre dem af igen, altså hvis man vil lave altså bare sådan et nogenlunde seriøst oplag.
Søren: Kan du lytte til radio mens du..?
Lars: Ja absolut. Jeg kan lytte til musik og radio og alt muligt … helst radio!
Søren: Så det er virkelig en stund, hvor du i en vis forstand mister tidsfornemmelsen? Lars: Fuldstændig. Alt er væk, helst radio, fordi jeg er fuldstændig smurt ind i tryksværte så det er noget bøvl at skifte…
Søren: Men jeg bliver nysgerrig. Trykker du stadig?
Lars: Ja da, for helvede. Her i år har jeg trykt en serie på 10 tryk som jeg har trykt et beskedent oplag af hver og de tryk har været udstillet…
Søren: Nå? du lavede den udstilling i Nordjylland…
Lars: Jeg lavede en i Nordjylland ved Pier Marie
Søren: Også med akvareller?
Lars: Lige præcis. Og der havde jeg den nye serie med. Og så havde jeg den også med, det var lidt mere vellykket også rent kunstnerisk, i Viborg Kunstforening i Pakhuset i Viborg. Der viste jeg dem også. Så der bliver trykt og de bliver udstillet. Så det kommer sådan. Jeg tror, jeg laver en lille serie cirka engang om året. Det går jeg og hygger mig med. Så bliver jeg selvfølgelig skidesur hvis jeg ikke kan få lortet til at fungere, men nu har jeg efterhånden så meget erfaring, så der er ikke rigtig noget der går galt.
Søren: Men hvad er dine teknikker?
Lars: Det er … altså jeg er ikke kommet ud over akvatinteætsning og koldnål, altså i sort-hvid. Det har jeg aldrig kommet ud over.
Søren: Det behøver man vel heller ikke komme ud over..?
Lars: Det synes jeg sgu heller ikke.
Søren: Ikke fordi jeg har forstand på det, det har jeg desværre ikke. Jeg har kun prøvet at ridse ganske lidt. Og det mest vellykkede det var i en akrylplade, faktisk. Jeg bevæger mig helt lavpraktisk med højtryk. Og så arbejder jeg jo nu med…
Lars: Du arbejder med skulpturer, ik’?
Søren: Jo men jeg arbejder også med at lave trykplader i 3D print. Og det vil sige at jeg kan sidde på computeren, i Photoshop og forberede mine 3D print plader. Jeg sidder og tegner og slettet og gør ved og det sort-hvide billede, jeg laver i Photoshop, det kan jeg så efterfølgende printe ud sådan så det sorte bliver det høje. Og så trykker jeg den plade. Lars: Det er jo også grafik.
Søren: Jeg havde en meget morsom, nu skal det ikke handle om mig, men hvis det kan blive en form for samtal, er det måske også godt nok. Men min pointe er bare, at jeg havde en meget morsom oplevelse nede på Museum Jorn, hvor der var en grafiker ude fra Aarhus Kunstakademi, tror jeg. Jeg kan ikke lige huske hans navn. Men han var der og undervise på sådan et to-dages kursus derude, som jeg så meldte mig til med linoleumssnit …
Lars: På Jorn?
Søren: Ja. Og da mødte jeg op den anden gang, bare for sjov skyld, for at vise ham, at jeg havde lavet den her trykplade i 3D print og regnede med at han ville skamme mig ud, du ved. Det havde jeg egentlig troet. Det her miljø, det har jeg sådan forstået for øvrigt fra den gang med Anders Georg, der havde jeg forstået, at det var sådan meget rigidt, i en eller anden forstand. Men sådan er det ikke længere, det grafiske miljø er langt, langt mere åben for alt mulig leg og ballade.
Lars: 100 procent.
Søren: Det synes jeg er morsomt.
Lars: Det er det da også. Nu nævnte jeg Hvedekorn, som dengang Poul Borum og jeg vi talte sammen, der brugte man jo stadigvæk det klassiske udtryk i grafikken i Hvedekorn, i dag er det jo alt muligt lige fra fotografi til … jamen jeg ved sgu ikke hvad, altså. Og fotogravuere er jo også blevet en stor ting …
Søren: Men hvor ligger finessen i fotogravuere, det forstår jeg ikke helt? Er det ikke bar, at man tager et foto og laver om til nogen prikker og så trykker man den..?
Lars: Altså det der sker, er, så meget ved jeg, at man benytter emulsion, som man bruger også i serigrafi, og så belyser man pladen og så skyller man den væk. Emulsion det forsvinder simpelthen de steder, hvor pladen er blevet belyst, og så har du faktisk en trykplade. Hvad fanden er det de hedder de plader der, jeg kan kraftedeme ikke huske det. Man kan rent faktisk godt bruge kobberplader, tror jeg nok. Men det ved jeg ikke så meget om …
Søren: Men hvor er den kunstneriske del af det? Er det selve det foto man bruger?
Lars: Det må det jo så være. Det kan man jo så også ændre med lys og skygger, man kan jo skrabe i det og lægge til og trække fra, går jeg ud fra, efter forgodtbefindende, ikke altså. Jeg synes altså teknikken, den er sgu da ret spændende, men jeg har bare ikke … man skal også have mørkekammer, og sådan noget har jeg jo ikke. Men der bliver lavet kurser hvor man kan simpelthen bruge digitale fotos til at, som udgangspunkt, til og lave fotogravuere. Hvordan det lige i detaljen forgår, det bliver jeg sgu nødt til at sige, det ved jeg ikke så meget om.
Søren: Der findes sikkert et filter i Photoshop som kan lave …
Lars: Det skulle ikke undre mig en skid overhovedet … ikke i min udgave af Photoshop, den er ikke blevet opdateret de sidste 5-6 år, eller sådan noget. Men, hvad hedder det, men det er garanteret i det moderne udgaver, det tænker jeg. Så sådan er det jo …
Søren: Man kan faktisk lave det nede på Grafisk Værksted, der er nogen der arbejder med det.
Lars: Jeg tænker Lis, hende der også passer biksen ude på Silkeborg Bad engang imellem, hun ved noget om det for hun er skide gode venner med ham der hedder Joe Ingvartsen, som har et grafisk værksted ude i Aarhus, ude i Brabrand. Og han kan det! Han kan alt hvad der har med dybtryk at gøre. Alt krafted’me. Det eneste han ikke kunne skaffe, var salpetersyre. Det er blevet pissesvært at få salpetersyre nu.
Søren: Nu skal jeg lige spørge dumt. Er det noget du bruger?
Lars: Ja, jeg bruger salpetersyre. Kan du se de brune flasker deroppe? [peger på en hylde]. Der er salpetersyreopløsning i 1:5. Altså en del saltpetersyre og 5 dele vand. Og det skal jeg bruge til at ætse. Men så hvis salpetersyre har stået i 25 år og været brugt rigtig rigtig meget så det ætser næsten ikke længere. Så jeg var ude og skide ikke. Altså dengang så gik man op til materialisten og så købte man en flaske salpetersyre, så var den ikke længere. Men det kan man ikke i dag fordi salpetersyre det kan man bruge til at lave bomber af.
Søren: Men det kunne du jo ikke finde på jo …
Lars: Nej, det jeg bruger salpetersyre til, er jo den kunstneriske proces og hvad hedder det, så jeg var jo, jeg prøvede at finde ud af det på nettet og googlede “salpetersyre”, men det kunne man godt købe, men så skulle man have både det ene og det andet CVR-nummer og være selvstændig og være momsregistreret og fanden og hans pumpestok, og så skulle man kunne definere meget præcist hvad man skulle bruge det der salpetersyre til, inden man kunne købe 100 liter eller sådan noget. Eller 60 liter? Altså, sådan nogle store dunke. Og så tænkte jeg, det var da som syv … Jeg kan jo ikke trykke en skid, når jeg har noget, som kan ætse ordentligt. Så på et tidspunkt kom jeg i forbindelse med, nu vil jeg ikke sige, hvem det er, altså en god bekendt, som også er billedhugger, og det er ikke nogen af de andre, jeg har nævnt, som bruger salpetersyre til at give sine skulpturer patina. Han havde på lager. Så fik jeg en liter salpetersyre, og det holder længe. Det holder i mange år. Overlever nok mig? Så nu er jeg kørende igen. Nu kan jeg lave sort. Men ellers foregår det her.
Søren: Du ridser ved bordet? Og hvad er din motivverden? Det her må også rigtig gerne handle om dine værker. [rejser og går ud af rummet og kommer igen med to indrammede tryk]
Lars: Jeg tegner jo meget. De tegninger de bliver så omsat til noget grafik. Blandt andet i den stil her. Det her er den motivverden, jeg befinder mig i. Det er dem der har været vist nu her på udstillinger i de seneste måneder. Dem lavede jeg under coronanedlukningen. Søren: Er det fra Aarhus? Fra stranden der syd for Aarhus?
Lars: Kender du godt den?
Søren: Jeg kender godt stranden. Men er det ikke på Facebook du deler dine tegninger af badende?
Lars: Jo, jo. Jeg har jo sådan en her med [viser en skitsebog]. Så bruger jeg de her tegninger som forlæg til de der [peger på trykkene]. Der kommer nogen gange nogen, og spørger, og nogen gange laver jeg også akvareller. Det er en form for sampling, kan man sige.
Søren: Forstået som? Lars: Jeg sampler de der motiver, jeg tager udgangspunkt i de her to figurer [peger på et tryk]. Dem har jeg tegnet på et tidspunkt. I den position. Den der figur er fra en anden tegning. Og så har jeg samplet dem over. Det er en form for sampling. For så opstår der en ny situation.
Søren: Det er jo der, du går ind billedet, kan man sige.
Lars: Og hvor figurerne begynder at forholde sig til hinanden indbyrdes.
Søren: Som du gerne vil have det.
Lars: Som jeg gerne vil have det.
Søren: Og med alt det arbejde der ligger i lys og gråtoner og mørke …
Lars: Og pis mig i øret, men nu kan jeg lave den der sorte. Den er meget vellykket. Og så er der nogen der siger, at når det nu er en sommerdag, hvorfor skal det så være så sort. Det er fordi, når man glor ind i et buskads, en dag hvor solen skinner, så er det faktisk sort. Det er fuldstændig sort. Sådan er det! Og så bliver det spejlvendt.
Søren: Jeg plejer gerne at sige i forhold til mit skulpturarbejde, at uden lys og skygge ingen form.
Lars: Men det er jo rigtigt.
Søren: Men det er jo i høj grad også, når man kun arbejder med sort-hvidt et grundlag.
Lars: Men det er jo det der giver den to-dimensionelle effekt. Ellers er vi ikke rigtig nogen vegne henne. Men jeg er jo meget inspireret af klassisk grafik, ikke. Altså Goya og Rembrandt og sådan nogle, ikke. Jeg vender sgu altid tilbage til det der på et eller andet plan, ikke. Også moderne danske grafikere som Palle Nielsen og sådan nogen, fordi der sker nogen interaktioner på billedplanet, som jeg måske underspiller noget …
Søren: Hvad mener du med det?
Lars: Altså, der. Sker jo ikke et drama. Altså hvis vi tager sådan en figur som den her [peger på billedet] … Jeg synes den er ret interessant. Fordi, mange af de der folk, som optræder på de her … nu f. eks. ham der, ikke. Ham ved jeg godt hvem er. Det gør jeg ikke med nogen af de andre. Det er den eneste person, jeg har en identitet på. Han hedder Per. Og grunden til at jeg ved han hedder Per, er fordi, en dag kommer han hen til mig. Og så siger han, “sig mig engang … har du set noget til Villy?” Og det havde jeg ikke. Fordi Villy var ikke ved stranden den dag.
Søren: Er det også en du kender?
Lars: Ja, ja det er en jeg kender ret godt. Ja Villy han er sådan en der går ind i folk med træsko på. Han snakker med alle mennesker. Og han er skide klog. Og han er tidligere magister i nordiske litteratur ude på Aarhus Universitet. Men vi har været lidt bekymret for Villy fordi han har haft nogen problemer med øjnene og han er ved at blive blind på det ene øje … og helbredet og så videre … så derfor så går vi så hele tiden og spørger hinanden, er der nogen der har set Villy?
Søren: Det er jo det fede ved de gode fællesskaber…
Lars: Ja det er det da. Og så spørger jeg, “hvad er det nu du hedder?” Som om jeg vidste det, det vidste jeg jo ikke en skid om. “Nå, men jeg hedder Per”. “Nå, men fint, så skal jeg nok sige til Villy, at Per har spurgt efter ham, hvis han dukker op og du ikke er her”. Nå, det var fint. Det er den eneste grund til, at jeg ved, han hedder Per. Og så har jeg jo sagt det der til Villy. Så siger Villy, “han er sgu lidt irriterende ham Per” [griner]. Og sådan er det sådan op og ned.
Søren: Men du snakkede om dramaet …
Lars: Jamen dramaet her, det er jo faktisk opstået fuldstændigt tilfældigt. Fordi han står der og … han stod bare der, og så tegnede jeg ham, så længere er den jo ikke. Men så kommer hende der op ad vandet, jeg tror ikke engang det er samme dag?
Søren: Så det er igen en sampling…
Lars: Lige præcis. Og hun kommer op ad vandet og hun går sådan … og kan ikke rigtig holde balancen fordi der er nogle sten og nogen sager, ikke. Og så ser det faktisk ud, som om hun lige har smidt et eller andet efter Per.
Søren: Så der er dramaet? Som du ser det… om jeg ser det drama eller ser et andet drama, det er ligegyldigt.
Lars: Jo men det drama eksisterer ikke, det er ufrivilligt, at det drama opstår.
Søren: Men du sætter dog de to figurer sammen. Men jeg kender ikke til det drama og jeg ser ikke nødvendigvis det drama, som du snakker om der, men det drama som jeg i høj grad lægger mærke til, er egentlig det lyse og det sorte, det hvide og det sorte …
Lars: Det rent visuelle drama, ikke sandt?
Søren: Det lys der kører ned over hans brystkasse der og maven, det er jo fantastisk, synes jeg. Og det skaber lige noget i det område der som …
Lars: Lige præcis, det får ham lidt frem i rummet. Der er to figurer, og lige så snart der er to figurer på … der er også nogen af dem jeg har lavet hvor der kun er en figur på men så er der altid noget andet, man skal forholde sig til. Der kan være en sejlbåd i baggrunden eller et eller andet, ikke.
Søren: Jeg har et spørgsmål som jeg egentlig er lidt spændt på hvad du vil sige til. Har du nogensinde en dialog med, en indre dialog med Anders Georg, når du laver dine ting? Lars: Nej, ikke i dag. Altså den dialog jeg havde med Anders var i høj grad båret af en meget direkte dialog, som jeg havde dengang.
Søren: Men jeg var bare nysgerrig efter om du nogensinde spekulerer på … Men så spørger jeg dig så i dag, har du nogen fornemmelse af hvad Anders Georg ville have sagt til de her billeder her? Er det inden for den verden han ville have syntes var interessant? Altså udtryksmæssigt og …
Lars: Ja, det tror jeg faktisk, ja det tror jeg. Det er jeg ret sikker på.
Søren: Jeg har ikke haft mange samtaler med Anders Georg.
Lars: Men jeg har satme haft mange … Og så får jeg så at vide på et tidspunkt at … Jeg mener det er i 2010. Jeg sendte dig de der links til hvad jeg havde skrevet på min blog omkring det. Jeg mener, det var i 2010, at vi fik at vide at nu var han ikke var i blandt os længere. Det syntes vi selvfølgelig var enormt trist. Det eneste jeg har fortrudt var at jeg ikke solgte ham min cykel. Jeg havde en meget fin, den har jeg stadigvæk, den står og ruster ude, fordi den er gået i stykker i gearerne. En meget fin Bianchi cykel, som han var helt vild med at købe. “Vil du ikke sælge den cykel?”, det sagde han hver gang jeg snakkede med ham. Han havde jo ikke noget at køre på. Den skulle jeg have solgt ham. Fordi så kunne han have fået glæde af den. Men på det tidspunkt hvor jeg begyndte at arbejde oppe på værkstedet, var der fuld styr på det hele. Han fik simpelthen det værksted til at fungere. Fuldstændig efter en snor. Der var ikke noget, der hikkede. Vi kunne købe alt deroppe. Vi kunne købe papir deroppe, Zerkall-kobbertrykspapir, fint kobbertrykspapir, det kunne vi købe på stedet. Og så på et tidspunkt siger jeg til ham, “ved du hvad Anders, jeg kunne godt tænke mig hvis vi … kunne du ikke købe noget af det der sådan lidt … knækket hvid i stedet for det helt kridhvide der?” “Hvorfor vil du have det?” siger han så. “Jamen, det er fordi jeg godt kunne tænke mig at prøve at trykke på … det giver en lidt blødere overgang fra det helt kulsorte til det hvide”. Nej det syntes han var noget pjat med folk, der brugte det, det var for, at folk ville have det til at se gammelt ud. Jeg tænkte, fred være med det så bruger vi bare det hvide. Men så dengang hvor jeg fik den der presse, så måtte jeg jo selv have fat i det. Der måtte jeg jo have fat i filt og så videre og jeg skulle jo også have købt noget kobbertrykspapir. Og så købte jeg simpelthen den der beige der, den der flødefarvede kobbertrykpapir. Samme produkt Zerkall 250 gram, tror jeg det er. Men i den der flødefarvede finish, så derfor ved jeg lige nøjagtig, hvad for nogle af de tryk, jeg har lavet tidligere, der er trykt her og hvad for nogen der er trykt på Grafisk Værksted. Der er lige et snit der. Og det er der ikke nogen bagtanke med, men i dag kan jeg godt se, rent historisk, at det er jo egentligt et spændende greb lige at skifte farve på det tidspunkt. Og det har jeg brugt lige siden. Jeg er jo sådan en, der … på et tidspunkt kunne jeg ikke få en trykfarve som hed Lorreaux, den kunne man ikke få længere, den var simpelthen udgået. Den blev ikke produceret mere. Jeg havde et helvede med at finde en trykfarve, som lå så tæt på den fra Charbonel & Lefranc, som man overhovedet kunne få. Den har jeg så nu. Jeg måtte igennem forskellige trykfarver for at finde en. Og det viser bare at jeg er sådan lidt tryghedsnarkoman i den retning. Jeg skal helst have det sådan, at det rent teknisk fungerer på samme måde, som det altid har gjort. Fordi så har jeg er rum, hvor jeg kan arbejde … hvor jeg kan gebærde mig i …
Søren: Hvor du kan raffinere det …
Lars: Ja nemlig, hvor jeg kan arbejde frit. Fordi, så skal jeg ikke koncentrere mig om nogen ting, som ikke har noget med kunsten at gøre.
Søren: Så lægger du arbejdet, hvor du helst vil have det…
Lars: Så kan du jo sige, hold kæft mand, hvor er du omstillingsuparat og forstokket. Og ja, det er også fuldstændig rigtigt [griner].
Søren: Det skal man måske også have levet et langt liv for at erkende, for at erklære sig… Lars: Jeg har det faktisk fint med det. Det er sgu ikke noget problem. Der er nok nogen, der vil sige, hold nu kæft mand, se nu at komme videre, din gamle nar, ikke. Men nej, jeg skal ikke nogen steder, altså.
Søren: Men du placerer så spændingen et andet sted … dit arbejde det ligger et andet sted. Du vælger et motiv, der interesserer dig, men du vælger jo at prøve på og finde dramaet i det motiv. I virkeligheden vil jeg jo påstå at du kunne finde dramaet i hvilket som helst motiv.
Lars: Det er måske heller ikke helt rigtigt at kalde det for et drama.
Søren: Hvad så?
Lars: Bare et forløb. Altså i virkeligheden vil jeg også meget gerne have at de der tryk, de udstråler lidt ro. Fordi det er faktisk den tilstand, jeg befinder i. Fordi jeg kan ikke være et mere afstressende sted i verden end der.
Søren: Men du vil dog gerne, går jeg ud fra, lave et billede, som også er interessant at se på om en halv time, om et år, om 10 år.
Lars: Om 100 år! Absolut!
Søren: Så et eller andet sted så leder du vel også efter det sted, som gør, at man har lyst til at se på det og få et eller andet ud at se på det, altså ud over lige når det et blevet trykt. Lars: Jamen altså … det er noget der … det tror jeg sgu … det lyder enormt højrøvet … Søren: Kom med det.
Lars: Det tror jeg, ligger lidt intuitivt.
Søren: Fordi du har arbejdet med det i så mange år?
Lars: Ja lige præcist. Fordi, jeg har den erfaring, jeg har ,og så også rent billedmæssigt, altså jeg har jo en … jeg ved sgu ikke hvor mange mennesker der har set så meget kunst som jeg har? Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en lille bibeskæftigelse som kunstanmelder på et større dansk landsdækkende dagblad. Og jeg ser edderpeterfløjteme meget kunst. Og jeg ser meget forskelligt kunst. Jeg ser modernistisk kunst, jeg ser klassisk, jeg ser guldalderkunst, jeg ser totalt moderne installationskunst og jeg skal forholde mig til hele lortet, ikke. Og ved du hvad, det er en ekstrem … , og folk de siger hele tiden “nå, men man skal ikke se så meget kunst, så bliver man jo for påvirket”. Nej, det er en kæmpe inspiration. Det er superstort. Og jeg stjæler med arme og ben, ikke også? Fra andre kunstnere. Men alligevel så ender det jo med at blive … Og det du siger med at søge efter de der dramaer der, hvad fanden der er … konfrontationer, der kan være på et billedplan…
Søren: Ja eller roen, som du selv siger…
Lars: Ja, lige præcist, der kan man jo så være endnu mere højrøvet og så sige, ligesom Picasso han sagde, “jeg søger ikke, jeg finder” [griner]. Den er jo altså, virkelige altså. Der skal man jo virkelig have store udestående øjne, for at kunne brænde sådan én af. Og gå med stribet t-shirt.
Søren: Hvad mener du med det?
Lars: Picasso han havde altid en stribet t-shirt, som Mads Nørgaard nu har sat i produktion. Jeg har også overvejet, om ikke jeg skal have en stak. Og ikke gå i andet! Men det bliver nok ikke på den her side af 2053, for der bliver jeg 100. Men altså, jeg synes det var meget skægt det der med at udstille oppe på Pakhuset i Viborg. Fordi, for det første var der en meget, meget fin organisation bag ved den udstilling. Omkring stedet og omkring kunstforeningen og så videre, og det var dygtige folk, der kunne slå søm i væggene og kunne hænge ting op uden at det faldt ned og sådan noget og så fik jeg lederen af Skovgaard Museet … det hedder ikke direktør deroppe, der er vist nogen betingelser, der skal tilfredsstilles på et museum, for at man kan kalde sig for museumsdirektør…
Søren: Det er nok noget med betalingen for det.
Lars: Eller også er det noget med hvor mange ansatte, der er. Men jeg fik den kunstneriske leder af Skovgaard Museet, Anne-Mette Villumsen, til at åbne udstillingen. Og hun var meget optaget af lige præcist det der med grafikken og stregen kontra fladen, som man oplever i langt højere grad end i maleriet. Og brugte rent faktisk temmelig meget tid på og definere forskellen på og være tegner og så på at være maler, fordi jeg er jo begge dele og hvis der er et sted, jeg mange gange jeg har været til kunstudstilling, så er det netop på Skovgaard Museet, fordi jeg også finder inspiration i de der Skovgaard-folk. De har jo også lavet grafiske tryk og så videre. Skagens Kunstmuseum, ikke. Hvor jeg lige for nydelig, det var sidste år, det blev desværre lukket ned på grund af corona, den udstilling, havde de fået den idé, at de ville lave et udstillingskoncept der hed “Vores værker”, hvor de spurgte 63 celebrities, kulturpersonligheder (hør nu efter) fra Danmark om de hver ville udpege et værk til den udstilling. Og der spurgte de mig om jeg ville pege på et værk. Og det sjove af det hele var, at jeg ville godt have et værk af P.S. Krøyer, hvor der står nogen damer i forgrunden foran en dør. Og det er mørkt. Det er nat eller aften. Og i baggrunden er der en kæmpestor måne. Et superflot billede. Og så siger jeg, at det vil jeg gerne pege på. Nej, det kunne jeg ikke for det skulle udlånes til en stor udstilling, en stor Krøyer-udstilling, der lige har fundet sted nede i Paris. Nå, tænkte jeg, så måtte jeg jo finde på noget andet. Men så havde jeg en … så fik jeg en idé … for nu snakker vi jo om at tegne og male, ikke. Og den der kollision, der opstår imellem de to metoder, ikke. Og så pegede jeg på et værk af Holger Drachmann, et ret stort værk på lærred, men som bare er en blyantstegning. Som er, jeg tror det er en 160 gange 130, eller noget i den stil, 120 måske?. Ret stort. Og, grunden til at jeg pegede på det det var fordi det var en tegning. Men hvorfor fanden skulle han lave en tegning på så stort et lærred med blyant? Og hvis man så kigger hvornår, det er produceret, så er det produceret året før han døde. Det vil altså sige at han har planlagt at det skulle blive til et maleri. Oppe fra Skagens Gren. Og, dramaet og dynamikken og blæsevejret … hele lortet … det er faktisk meget fint defineret i den der tegning. Det fascinerede mig af helvede til, da jeg så en Drachmann-udstilling deroppe, at det der halvfærdige værk, det kunne stå så vitalt og stærkt …
Søren: Det er utroligt at det har overlevet.
Lars: Også det ja, også det. Ja, ja klart. Det er jo blyantstegning. Det er med forholdsvis blød blyant altså på lærred, ikke. Og så siger jeg, at så vil jeg gerne pege på det værk. Og det syntes de, var en skide god ide fordi det ligner overhovedet ikke nogen af de andre værker som Niels Hausgaard og Brian Mikkelsen og …
Søren: Nej, nej, men det giver jo også et indblik i en metode, kan man sige …
Lars: Lige præcist. Altså, det her det er et tilstandsværk, ikke. Som desværre bare aldrig når at blive lavet færdigt fordi maleren dør.
Søren: Heldigvis. Ja ikke fordi det er heldigt, at han dør, men heldigt nok alligevel, fordi det så står på den måde.
Lars: Så står det i sin ufuldstændighed … fuldstændigt i sin ufuldstændighed.
Søren: Det er nøgent, i en eller anden forstand.
Lars: Meget. Og jeg mener jo faktisk, og det er jo noget,som har … altid har fascineret mig, og det er det der med skitsen, ikke sandt. Der kommer du sgu ind i, hvad fanden skal man sige, det kommer man lidt ind i kunstnerens inderste … det her er på vej. Men det er intimt. Vi er inde i intimsfæren på et eller andet plan. Hvis man kan tale om det? Og da må jeg sige, at det er jeg så meget voyeur, at det kan jeg godt lide. Altså det må jeg sgu sige. Altså den type udstillinger, den type … jeg er også helt pjattet med bøger hvor der er gengivet sådan nogen, sådan noget krimskrams fra Hammershøj eller sådan nogen der … Fornyelig var jeg sammen med en fyr som arbejdede på Tate Gallerie eller Tate institutionen i London, i forbindelse med Turner-udstillingen ude på ARoS. Og jeg spurgte ham, hvor lang tid han havde været på Tate. Jamen han havde været på Tate, da han var ganske ung. Da var han sådan en frivillig … som en del af sin uddannelse, da var han på Tate og så senere hen blev han udstillingsinspektør på noget der hed Barbican Centre. Så spørger jeg, “hvor lang tid har du været på Barbican Centre?” “Jamen der har jeg været siden 2001”. Så siger jeg til ham … “2001? Da var jeg på Barbican Centre, og da så jeg en udstilling med værker, eller det var ikke værker, det var alt muligt skrab-sammen, de havde fundet på Francis Bacons værksted … Kender du historien om Francis Bacons værksted?
Søren: Nej
Lars: Altså, Francis Bacon han efterlod en … bjerge af skrammel på sit værksted. Hver gang han havde tømt en tube så smed han den over i et hjørne og de der bunker af papirstykker og alt muligt, det blev … det lå bare i store dynger. Altså i et syndigt rod. Og da han så dør, bliver man enige om, at man vil prøve at få det der descifreret lidt og så få det … simpelthen katalogiseret, alt det der lort, ikke? Og det laver de sat’me en udstilling ud af, hvor vigtige, små notater og skitser og skidt og lort bliver placeret i sådan nogen glasmontre i Barbican Centre. Og den udstilling har fascineret mig helt sindssygt. Og så spørger jeg ham fyren der, som hedder Neil, jeg kan ikke huske hvad han hed til efternavn, så spørger jeg ham, “sig mig engang, den udstilling der … ?” Den havde han været med til at lave. Det var en af de første udstillinger, han havde været med til at lave overhovedet what-so-ever. Så fik jeg jo gåsehud ikke. Det var jo historiens vingesus og hele lortet, ikke. Og der købte jeg en bog, hvor en eller anden person, jeg kan sgu ikke huske, hvem det er … om det er Melvin Bragg eller hvem fanden det er … der interviewer Francis Bacon, og han fortæller jo om, at hans største lidenskaber her i livet er at gå på bøssebarer, og gå på druk og så spille på heste på travbanen. Altså næstefter at lave kunst … det er jo sådan set ligesom det der holder det hele i gang. Og så spørger intervieweren ham, “Hr. Bacon, laver De nogensinde” … nej, jeg ved ikke om de er Dis, det er man jo ikke på engelsk, men altså, “laver de skitser?” “Aldrig!”, sagde han så. Han har aldrig nogensinde i sit liv lavet en skitse. Og det var jo så nok den mest lodrette løgn som man overhovedet kan forestille sig, fordi den der udstilling ovre på Barbican, den var bare fyldt med skitser. Altså, det kunne også være sådan nogen udklip fra en avis hvor han havde tegnet ovenpå, fordi det skulle bruges som et eller andet forlæg til et større værk. Det var jo sådan en af de ret sjove historier.
Søren: Hvorfor ville han ikke have …
Lars: Det ved jeg ikke hvorfor, han ikke ville vedkende sig, at han gjorde det. Han kunne jo bare sige ,at, “jeg slår nogen gange nogen streger på noget gammelt avispapir”.
Søren: Du vil da godt vedkende dig dine skitser …
Lars: Ja fanden gale’me. Er du da sindssyg..? Det vil da være svært andet fordi tegningsskabet inde på kontoret er jo fyldt til randen … til bristepunktet med tegninger og skitser og pis mig i øret,og jeg er så selvoptaget, jeg nænner ikke at smide noget af det ud [griner]. Ikke engang det værste lort. Hold nu kæft.
Søren: For at komme … jeg ved ikke om vi skal tilbage til noget med Grafisk Værksted men nu prøver jeg. Så ser vi hvad der sker. Har du fulgt med i Grafisk Værksted?
Lars: Ja, ja. Jeg har da også en sjælden gang været på besøg deroppe.
Søren: Også i Skolegade?
Lars: Ja, ja. Absolut. Der er ikke noget der sker særligt ofte. Jeg var til et møde deroppe. De bliver ved med at snakke om den der bog, som Kurt Balle var begyndt på. Og jeg var til et møde med Kurt Balle på et tidspunkt, hvor vi faktisk var i en situation lidt tilsvarende den vi sidder i nu, hvor jeg fortalte om min tilknytning til værkstedet. Da han havde sit kommunikationsvirksomhed på Chr. d. 8 ‘s vej. Da sad jeg og så senere på et tidspunkt var der nogen der spurgte om ikke jeg kunne komme på et møde oppe på Grafisk Værksted fordi det var gået lidt i vasken med den der bog. De kunne ikke rigtig skaffe nogen penge og jeg holdt mig sådan lidt på afstand af det. Jytte Dunck spurgte om jeg ville komme til et møde deroppe. Og Anders T. Mortensen var der. Og det handlede lidt om hvordan og hvorledes fordi de ville gerne lave et eller andet fysisk produkt til at fortælle den der historie. Og så siger jeg, “hvor kommer jeg ind i billedet?” Jytte Dunck ville gerne have mig til at skrive et forord. Så siger jeg, sig når der er noget konkret på bedding, så skal jeg nok se om jeg kan finde ud af det. Så skete der ikke en skid. Bortset fra at … dem tror jeg nok at jeg affotograferede med min telefon, men jeg kan simpelthen ikke finde dem nogen steder, fordi alt jeg affotografere med min telefon det forsvinder ud i intetheden, men hun havde nogen avisudklip fra dengang Grafisk Værksted blev reetableret under Anders Georg Jensen. Hvor han bl. a. bliver interviewet af den daværende kulturjournalist på Midtjyllands Avis, Borberg. Hvad var det han hed til fornavn?? Anders, han var søn af hende forfatteren Borberg. Han lavede en reportage fra værkstedet, for øvrigt en skide dygtig journalist, det er jo så en helt anden sag. Hun havde en del avisudklip med forskellige reportager der var lavet, også noget hvor Niels Rømer, som jeg nok synes var en af foregangsmændene.
Søren: Det jeg forstår … Kurt har jo skrevet noget … han skrev den allertidligste start … Lars: Den allertidligste start, så vidt jeg ved, for det har Kurt Heegaard fortalt mig en del om, da han levede, det handlede om et lille galleri de lavede omme på Drewsensvej, der hed Galleri Krogen. Og det kan jeg godt huske.
Søren: Det har han skrevet om og det har vi fået lov til at bruge og lægge på nettet. Det har vi lagt på Grafisk Værksteds hjemmeside og hvor en udskrift af den snak vi har nu også kommer til at ligge sammen med dine værker og de fotos jeg gerne vil have.
Lars: Fordi der sker det, at de er jo nogen ildsjæle og Niels og Kurt og et par stykker andre, som jeg ikke lige kan …
Søren: Jeg tror også Jo Møller var inde over på et tidspunkt i starten…
Lars: Det skal jeg da lige spørge ham om. Fordi ham har jeg da kontakt til.
Søren: Har du det? Fordi jeg har nemlig spurgt, om jeg må komme forbi og snakke med ham på et tidspunkt.
Lars: Ja men han bor i København. Jo Møller, det kan sgu godt ske han var inde over, fordi han har også haft noget med det her miljø at gøre.
Søren: Jeg har en artikel hvor han står nævnt også i den tidligste start.
Lars: Men det hed Galleri Krogen. Det var faktisk et fint lille galleri. Jeg kan huske Lappe Ringgaard, han udstillede der, bl. a. som helt ung altså, han og jeg vi er jo jævnaldrende. Jeg skulle faktisk … de flyttede det om på Vaskehuset, om på Nygade, der hvor der tidligere har været sådan et dampvaskeri, det er der hvor der er … hvad fanden er der nu der …
Søren: Der er en café, en restaurant. Der var Boomerang engang.
Lars: Boomerang, det lå der hvor den nuværende Café Piaf eller den nuværende Restaurant Piaf ligger og så var det at Anni lavede den der Piaf café, det var derinde hvor Vaskehuset havde været. Der skulle jeg faktisk have debuteret som billedkunstners helt tilbage i 1976-77. Der var en de kaldte Klunser-Palle, der var meget aktiv i det der miljø. Og på et tidspunkt havde vi en kommunikation kørende omkring det… men det blev aldrig til noget … heldigvis. Det havde set sjovt ud der stod: debuten fandt sted på Vaskehuset i Silkeborg. Ja, for helvede. Jeg var surrealist dengang. Jeg lavede surrealistiske malerier. Jeg startede som surrealist. Jeg var meget meget syret. Syre-realist kan man næsten kalde det. Det blev aldrig til noget. Desværre. Der er meget, der aldrig er blevet til noget men så er der også noget, der er blevet til noget.
Søren: Sådan er det jo. Vi er i stand til at få mange ideer, nogen gode og nogen ikke så gode. Og selv de gode bliver ikke altid til noget.
Lars: Man har jo uafbrudt gang i et eller andet. Og noget af det løber ud i sandet. Og noget af det skal man bare holde sin kæft med, fordi der er en vis sandsynlighed for at de løber ud i sandet. Og andet det kan man så følge til dørs. Men det kræver jo også desværre at … ofte er det jo sådan at man ikke selv er herre over, hvorledes tingene udvikler sig. Det er jo tit og ofte andres motivation for at lave et eller andet … bl. a. for at udstille ens ting. Du skal lige høre en sjov historie. Udstillingen oppe på Pakhuset. Der sker følgende. Jeg er til en udstillingsåbning på noget der hedder Viborg Kunsthal, det er arbejdsrelateret. Ca. halvandet år tilbage i tiden. Og jeg har lige siddet … samme eftermiddag har jeg siddet og surfet lidt på nettet omkring, hvad der er … og der finder jeg ud af at der er noget der hedder Viborg Kunstforening, som har det der udmærkede udstillingslokale midt i Viborg og jeg synes de har en ret interessant profil med hensyn til de kunstnere, de har vist. Og så tænkte jeg, det er sgu da noget mærkeligt noget, hvorfor fanden har de ikke inviteret mig? Og så kommer jeg op i Kunsthallen der,og så er Karen Lintrup der, tidligere leder af Viborg Kunsthal, dengang, det hed det Brænderigården. Der var hun kunstnerisk leder i mange år. Og hun er næstformand i Viborg Kunstforening. Og formanden det er en fyr der hedder Hans Henrik Jacobsen, som på det tidspunkt var … han var lige blevet fyret. Jeg synes det er lidt noget mærkeligt noget, men han var kunstanmelder på Viborg Stifts Folkeblad. Og han er formand for den kunstforening. Og så siger jeg til Karen Lintrup, “sig mig engang, der er fandme lige noget jeg skal spørge dig om” “Nå ja, ok. Bare fyr løs!”. “Du, hvorfor har I ikke lavet en udstilling med mig? Det forstår jeg simpelthen ikke”. Det var selvfølgelig sådan lidt i sjov, ikke. På den ene side men på den anden side, mente jeg da egentlig også, at det kunne de da godt have gjort. Og så bliver hun sådan helt underlig. Og så siger hun, nå men det skal du snakke med Hans Henrik om. Han kommer senere. Nå ok, fint nok. Og så går der noget tid og jeg sætter mig, jeg sidder og snakker med en kunstner, en ung kunstner, som udstiller i Kunsthallen, og så kommer Hans Henrik Jacobsen ind igennem døren. Og så siger jeg “hej, Hans Henrik, der er lige noget jeg skal snakke med dig om”. “Det var da sjovt”, siger han så, “for jeg har også lige noget jeg skal snakke med dig om”. “Ok”, siger jeg så. “Men så må vi jo finde ud af det”. “Nå men, du først”, siger han så. Så siger jeg, “der er en ting jeg ikke kan forstå, og det er at I laver kunstudstillinger, men I har fandme aldrig lavet en kunstudstilling med mig og mine værker?”. Og så kan jeg bare se på ham, så trækker han sådan lidt på smilebåndet, han er sådan lidt tung i betrækket. “Vi havde møde i kunstforeningen i går”, siger han så, “omkring hvad for nogen udstillinger, vi skal lave fremadrettet og der blev vi enige om, at i 2021 vil vi invitere en kunstner, der hedder Lars Svanholm til at udstille i Pakhuset”. Altså, hvad fanden sker der mand. Og så lavede vi den og det var jeg jo selvfølgelig meget tilfreds med, fordi jeg syntes den blev meget vellykket. Og velbesøgt også. Så det var fint. Men det var sgu da en skæg historie, de har lige siddet aftenen i forvejen og diskuteret hvem fanden de nu skulle invitere ind … de har nok været ved at løbe tør for emner [griner]. “Altså der er også ham der Svanholm nede fra Silkeborg, ham kan vi sgu godt lave et eller andet med. Han vil sikkert blive begejstret”. Men det var faktisk en meget fin proces og det hele fungerede så godt, både disponering og udvalget af de ting. Jeg skulle næsten ikke tage noget med tilbage igen. Altså, jeg havde taget lidt for meget med derop. For så havde vi noget vi kunne vælge ud fra. Jeg havde næsten ikke noget med tilbage. Det var super. Det kunne jeg godt lide. Altså den jeg havde oppe hos Pier Marie oppe i Lildstrand, det var jo en galleriudstilling. Den var total kommerciel, ikke. Der havde hun jo sådan set valgt værker ud fra salgspotentiale. Og det gik også rigtig rigtig godt. I det perspektiv. Men rent kunstnerisk var jeg mere tilfreds med den i Pakhuset. Jamen de kastede sig over mine værker på ferniseringsdagen. De der gæster der. De var fuldstændig vilde og blodige. Akvareller der ikke var rammet ind. Jeg siger, “skal du have uindrammede?” “Ja dem kan man godt have til at ligge i en mappe og sådan noget”. Folk de kastede sig over dem som vilde dyr … og i løbet af en time havde vi skabt en kæmpe omsætning.
Søren: Men kan man ønske sig mere..?
Lars: Nej overhovedet ikke. Det var da super godt. Hold nu kæft. Det var som det var, ikke. Men der solgte jeg ikke en skid grafik, fordi det er ikke noget der er stor omsætning i. Folk de vil have noget med farver på sådan, så de kan blive rigtig glade, ikke.
Søren: Men sådan en akvarel som den der ovre er det farvekridt er det vel nærmere … Lars: Det er oliepastel …
Søren: Oliepastel … den er vel næsten bygget op som et tryk.
Lars: Ja, det er der ikke så stor forskel på.
Søren: Så det supplerer hinanden. Man kan sige at du får farverne ind der det får du ikke i et tryk, for det arbejder du ikke med.
Lars: Nej slet ikke. Men jeg har gjort det. Jeg har lavet farvetryk.
Søren: Ok. Men har du nogensinde overvejet at … jeg forestillet mig at … nu kommer der en påstand, jeg forestiller mig at du ikke gider lave farveplader til tryk.
Lars: Det er fuldstændig rigtig [griner].
Søren: Men du vil meget gerne arbejde med det sorte, gråtoner, hvid. Og det er jo også vanvittigt interessant. Af en eller mærkelig årsag, så bliver det ved med at være det. Har du nogensinde overvejet at lægge farvekridt på de der tryk.
Lars: Altså sådan at de bliver til nogen monotypiagtige … eller håndkolorerer dem?
Søren: Ja håndkolorerer dem.
Lars: Jeg tror faktisk jeg har gjort det nogen gange tidligere da jeg var helt ung. Bare for eksperimentets skyld. Men nej, ikke i dag. Nu skal du ikke give mig alt for mange gode idéer. Det kan jo være jeg begynder på det.
Søren: Men kunne jo forberede nogle områder i trykket. Man kan jo sige, at jeg gider ikke arbejde med farveplader, men så gør jeg det næstbedste, jeg forbereder nogle områder. Det her område det kommer til at stå hvidt, men det skal være blåt eller rødt eller grønt. Lars: Ved du hvad du. Der tror jeg sgu nok at jeg er så konservativ … det skulle helst være en del af trykprocessen. For at jeg synes det gælder rigtigt. Der er jeg sgu meget puritansk med sådan noget der.
Søren: Men det er der også en styrke i.
Lars: Det synes jeg da. Et eller andet sted.
Søren: Fordi det er jo også et vældigt pres, man ligger på sig selv ved at sige, at det skal ske…
Lars: Man skal udfordre sig selv. Ellers så kan man lige så godt stoppe med det samme … Ved du, at John Olsen var en fantastisk grafiker også?
Søren: Nej, det vidste jeg så ikke.
Lars: Jeg var til hans begravelse, faktisk. Det var fuldstændig tilfældigt at jeg kom det. Det var fordi Thomas Andersson, billedhugger og grafiker, har jo haft John Olsen som lærer på Det Jyske Kunstakademi tilbage i … det var vel sidst i 70’erne, begyndelsen af … omkring 80’erne. Anders Georg og Thomas Andersson de gik sammen på Det Jyske og der havde de begge to John Olsen som professor. Det hed det så ikke derude, men altså som lektor eller underviser. Thomas og jeg skulle udstille sammen i Vordingborg, af alle steder, i en kunstforening, og jeg havde egentlig, altså, kunstforeningen de sørgede for alt, transport, ophængning, sprut til fernisering hele lortet og de kom her og hentede … en kæmpeservice. Der kom en mand i en transporter og han havde transporteret rigtig rigtig meget kunst i sit liv, så det var jeg helt tryg ved. Og så havde jeg egentlig ikke tænkt mig at gøre så meget ud af det, for der er sgu et stykke vej til Vordingborg. Så ringer … ringer det gør han ikke … han sender mig en mail, Thomas, og spørger om jeg har lyst til at tage med til fernisering, fordi han kører derover. Fordi hans datter bor i Vordingborg … så kunne jeg køre med. Og så kunne vi besøge datteren og så kunne vi få aftensmad der. Det syntes jeg var et skidegodt tilbud, så det sagde jeg ja til. Jeg skulle bare tage toget til Skanderborg, så ville han hente mig på Skanderborg Station, så kørte vi til Vordingborg. Og så splejsede vi om benzinen og udgifterne til bro og sådan noget pis der. Så siger han, “vi kører hjemmefra i god tid, fordi, det ved jeg ikke hvordan du har det, jeg vil gerne til John Olsens begravelse”. Den fandt sted samme dag. I en lille landsbykirke nede på Midtfyn. Og så siger jeg, “jamen det tager vi da bare til”, jeg er det tynde øl. Jeg skal nok opføre mig ordentligt. Og vi tog derned og vi kom i god tid og fik en plads på en kirkebænk og jeg skal love dig for jeg har sat’me aldrig nogensinde set så mange mennesker i sådan en landsbykirke. De stod helt ud … ud på gårdspladsen, ud på kirkegården. Og Smadremanden var der … din navnebror Østergaard. Arnoldi. Det var sådan man tænkte, nå for fanden … Men der var det jo altså det var en meget meget fin ceremoni fordi den var fuldstændig usentimental.
Søren: Og det usentimentale det er at sige det som det er?
Lars: Ja fuldstændig ud … ikke noget med den store ånd eller noget som helst det var sådan meget meget klar … og det var sådan en yngre præst, kvindelig præst, pæn præst, det ville John Olsen nok have sat pris på … og hans børn som også var tilstede virkede slet ikke knuget eller tynget eller noget som helst. Det hele var sådan i meget … det her, nu er det slut og så er det det. Lad os så se: John Olsen han var født i ‘37 så det har været i ‘17 jeg var nede og lave en anmeldelse af en udstilling han havde på Ribe Kunstmuseum og da havde jeg fået at vide i forvejen at John Olsen han hadede folk, der skrev om kunst. Og kunstanmeldere i særdeleshed, så jeg tænkte, nå du må sgu nok hellere holde dig lidt på afstand. Ellers så river han nok hovedet af dig. Det viste sig, så han var ikke … han blev kørt rundt i kørestol og var i meget meget dårlig forfatning rent fysisk, så han rev ikke hovedet af ret mange, men man kunne godt se at der brændte en ild, så jeg tænkte, jeg holder mig på afstand. Han gloede … jeg kunne se nogen gange, så gloede han sådan over på mig ligesom … hvem er ham der? Hvad kan han nu finde på, ikke. Men jeg skulle bare anmelde udstillingen, som var fremragende så jeg gav den fem stjerner i Jyllandsposten og så mødte jeg Lars Abrahamsen, John Olsens assistent, nogle måneder efter. Så siger jeg “nå, jeg har jo gjort mig skyldig i helligbrøde ud over alle grænser, fordi jeg anmeldte en udstilling med John Olsen”. Så kiggede han på mig, Lars Abrahamsen. “Ved du hvad John, han var så glad for den anmeldelse at han havde klippet den ud og hængt den op over sin seng” [griner]. Og hængt den op over sin seng!!?? Og han tilbragte det meste af tiden i sin seng, fordi han var så dårlig. Og så blev der lavet et interview med ham … det kan man ikke finde mere …
Søren: Han må jo have følt sig set.
Lars: Er du sindssyg, mand, jo for satan. Jeg blev da også glad … jeg synes … hold da kæft, når man tænker på at manden han hadede alt, hvad der havde med sådan noget at gøre så var der sgu alligevel noget der fungerede, ikke. Så var der en radioudsendelse, sådan en podcast, hedder det ikke det, når man kan streame det? Den var på den kanal det hed 24syv. Den kan man ikke tilgå længere, desværre. Men der var der en radioreportage, hvor en journalist og en journalistassistent eller en eller anden der passede teknikken, havde været nede ved John Olsen og interviewe ham og det var altså virkelig altså et … det var et meget bizart show det der! Der er så meget liv og død, du. Sort og hvid, for at komme tilbage til udgangspunktet.
Søren: Ja, min mor hun døde langsomt, kan man sige. Hun døde af en kræftsygdom. Ja men det giver så muligheden for at snakke om tingene og også få sagt farvel og være der … være tilstede. Den kan jeg egentlig godt lide den metode.
Lars: Det er også meget fint, hvis man er indstillet på det. Man skal edderma’me være sej oven i hovedet for at … det er sådan en lang proces, ikke.
Søren: Hvad tænker du på?
Lars: Ja man skal sgu være … ens mindset skal edderma’me være veludviklet for … man ved hullet det er lige derhenne, ikke. Hvis man bliver diagnostiseret kræft og man er terminal … så … jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere oven i hovedet, hvis der var … om jeg overhovedet ville gide snakke med nogen som helst overhovedet …
Søren: Hun gjorde heldigvis. Det var en vigtig proces for alle aldre i familien og være der. Det gik heller ikke stærkt. Det havde stået på i en del år.
Lars: Jeg er nysgerrig efter hvad der er …
Søren: Ja, det er det. Plus det at … du må jo heller ikke glemme at det er vi andre jo også … altså efter hvad du laver. Forstå mig ret. Man kan jo have mange meninger om dit og dat, men det er da altid sjovt, men så kan man jo snakke om det og så … hvad når man frem til igennem livet …
Lars: Lige nøjagtig.
Søren: Og det er jo det interessante. Altså du når et udtryk, fordi du har arbejdet med det i mange år og så siger du, det ligger på intuitionen og det er jo fordi du har lavet et utal af skitser og af værker og af …
Lars: Af fejltagelser. Ikke mindst.
Søren: Ja. Det er det der er det fede at man giver sig selv lov til at det ikke skal være perfekt.
Lars: Fejltagelser er også en form for næring til det der kommer.
Søren: Oplever du, de der billeder, som du nu har udstillet som perfekte?
Lars: Jaa – nej. Der er ikke noget der er perfekt.
Søren: Det er præcist det svar jeg havde håbet på.
Lars: Der er jo aldrig noget der er 100 procent perfekt.
Søren: Så du kan godt se på dem i dag og tænke at du ville ønske at du havde gjort et eller andet en lille bitte smule anderledes eller hvad?
Lars: Det synes jeg ikke jeg gider spekulere i. Nej det er jeg sgu ikke så sikker på, men de er ikke perfekte og det bliver de heller aldrig. Altså perfetto, det er noget man gør … når man har skrevet den ultimative popsang og den bliver nummer 1 på hitlisten, ikke. Så er det perfetto. Det er med [lyder som: Armasotis] ord. Det sker ikke inden for kunsten. Søren: Og spørgsmålet er om det er interessant.
Lars: Ja, det er det.
Søren: Jeg har altid haft sådan en idé om, at man som beskuer skal have mulighed for at se mennesket i billedet.
Lars: Absolut.
Søren: Og hvis ikke der i det menneske er nogen fejltagelser, så forstår jeg det ikke.
Lars: Nej så bliver det jo også på en eller anden måde sådan … så er det lige pludselig … man kan næsten sige, så bliver det måske maskinelt, nærmest.
Søren: Det kan være det kommer til at ske med … i dag der siger man, at kunstig intelligens i virkeligheden kan sammensætte billeder ud fra alverdens billeder, som er blevet affotograferet og så kan det skabe billeder. Det bliver måske den såkaldte, nu gør jeg det sådan lidt i gåseøjne, “den perfekte kunst”.
Lars: Ja ja, nemlig også. Man kan skrive det perfekte pophit, for at vende tilbage til det, på den måde også ikke. Men jeg synes meget bedre om ideen med at der sidder nogen folk ovre i New York på en gade, sådan hvor de har hvert sit kontor. Og så sidder de inde på det kontor og skriver pophits. Det kan jeg meget bedre lide. Altså så sidder Neil Diamond i det ene kontor og så sidder, hvad hedder hun … så sidder der en anden en i det andet, Mort Schuman, eller hvad fanden de hed alle de der [lyder som: “liveos dollar”] så sidder de der og skriver hits, det kan jeg da meget bedre lide. Det synes jeg er en superfed tanke. Så sidder de der, ikke. I Tin Pan Alley og skriver hits, ikke. Altså de er simpelthen ansat til at skrive hits. Det er sgu da fedt mand, ikke. Og så skriver de hits.
Søren: Hvorfor tænker du på det?
Lars: Det er fordi, de kan det der. Det er ikke en maskine … det er mennesker, der sidder ved et skrivebord og skriver hits. Ligesom man sidder ved et arbejdsbord og laver raderplader, ikke. Eller hvad fanden man nu gør. Eller du gør dit, som du gør. Du har fundet en metode fordi du har forsket i … eller du har prøvet at sætte en undersøgelsesproces i gang, hvad kan jeg gøre med det her, som jeg synes er superfantastisk spændende.
Søren: Jo, jo. Nu skal det ikke handle om det.
Lars: Men det synes jeg da er en meget god parallel. Og jeg fotograferer jo en del også. Men jeg begyndte da først at fotograferer dengang, det blev digitalt. Jeg fotograferede da, men det var sgu da ikke noget … jeg har aldrig været sådan en der stod i et mørkekammer. Det havde jeg da venner, der gjorde. De stod i mørkekammer det halve af deres liv fordi syntes det var så fedt, den der med fremkaldervæske og jeg ved til fanden, ikke. Sådan er det jo også med grafikken. Det står nogen kar deroppe der kommer syre ned i. Så på med masken, som hænger derovre…
Søren: Så sker der magi.
Lars: Det synes jeg det gør et eller andet sted, ikke. Og det er bare kemi, dybest set. Søren: Jo jo, men det er dig der styrer kemien.
Lars: Ja ikke. Men kemi og magi. De to begreber … det er lige før de rimer. Men de gør det ikke helt. I sådan en poetisk kontekst der rimer de af helvede til.
Søren: Men i den verden du arbejder i, fungerer de fint sammen.
Lars: Ja det synes jeg sgu. Det ved jeg jo ikke om, det gør. Jeg kan jo ikke vurdere sådan 100 procent. Men når du spørger om jeg synes det … jeg har sgu aldrig lavet et grafisk tryk, der har været 100 procent perfekt. Det tror jeg sgu ikke. Fordi, så tror jeg at jeg ville stoppe. Så tror jeg at jeg ville sige at nu gider jeg sgu ikke mere … det svarer nogenlunde til at når man kan spille Bachs italienske koncert på klaver, ligesom Bach ville have spillet det, og det kunne han ikke for klaveret var ikke opfundet dengang, han var fremme. Det var jo på … sådan et … hvad fanden hedder …?
Søren: Spinette …
Lars: Ja ja nemlig sådan et åndsvagt dimse, der lyder af helvede til, ikke.
Søren: Jeg kender godt klangen.
Lars: Kan man spille sådan et … og man kan spille den fuldstændig perfekt, som den skal spilles, men det er der ingen, der ved hvordan den skal spilles, derfor kan man aldrig blive det. Når jeg lige tager den så er det fordi … kender du ‘Eliten fra Minefeltet’?
Søren: Nej.
Lars: Nej det gør du ikke. Det er der sat’me ikke ret mang,e der … det er der forbavsende få, der gør. ‘Eliten fra Minefeltet’, det handler om en klassisk musiker, en pianist, som hed Klaus Herfordt, som gik i hundene, i druk. Og den radiomontage, den kan du høre … den kan du gå ind på dr.dk, og så går du op i søgefeltet og så skriver du “Eliten fra Minefeltet”, og så kommer den frem. Og jeg kan godt sige dig, du. Det der, det er lige før jeg vil sige, det er perfekt radio. Det handler simpelthen om dem han har efterladt, ham pianisten der og hvad for nogen fester de har holdt og hvordan og hvorledes nogen af dem gik i hundene, og nogen undlod at gå i hundene, og hvordan han så på et eller andet tidspunkt systematisk bare, med sådan en stoisk selvbevidsthed drak sig selv ihjel. Altså, den er pisse hamrende kold og uhyggelig og så samtidig så er det enormt poetisk på samme tid. Den kan jeg anbefale. Eliten fra Minefeltet. Der deltager store kulturpersonligheder som Jurij Moskvitin og Ilja Bergh, komponisten. Jurij, han var en meget interessant person i dansk … han var gode venner med Karen Blixen og han var jo ung i forhold til Karen Blixen, men han kom meget på Rungstedlund. Han var det man kalder et renæssancemenneske, han kunne alt, han kunne spille på klaver, han kunne komponere musik og han var et matematisk geni, og forskellig andre ting kunne han og skrev også … han har skrevet en selvbiografi, der hedder “Den døve øgle”. Han er med i den der, og han var med i kredsen omkring Brolæggerstræde ovre i København dengang det var et slumkvarter. Og det er i 60’erne det hele det foregår … der var han bl. a. også med. Og så fortæller de jo om hvordan Klaus gik totalt ned med flaget og døde som … vistnok 45-årig. Virkelig en meget meget … Som Jurij han siger på et tidspunkt, “det var fandeme ikke morsomt, altså jo, hvis man kunne lide kulden… Kulden før døden. Så var det sikkert meget interessant”.
Søren: Hvad er det for en kulde?
Lars: Jamen det er kulden … det er hele det der med at man er i et miljø hvor det hele er ved at gå i forfald, ikke. Kulden før døden, der kan næsten ikke være mere … man kan næsten ikke forestille sig noget mere intenst koldt. De havde heller ikke varme på. De sad og spillede på klaver i store frakker. Og jeg ved ikke hvordan fanden det flygel der, det kunne holde stemningen, når det var koldt hele tiden … men så sad de og spillede Schuberts klaversonate firehændigt. Det var noget af det smukkeste. [Siges med dyb stemme] “Og det smukkeste der kunne opstå i disse kolde stuer”. [griner]. Hold kæft mand en historie … jeg kan godt love dig. Ja, tak for kaffe du.
Søren: Vi er et stykke vej fra Grafisk Værksted nu …
Lars: Du skal fortælle den historie om Anders Georg, der handler om at han fik det det grafiske værksted op og køre som en del af et jobtilbudsprojekt. Han havde faktisk overtalt Silkeborg Kommune til at man ansatte ham i et jo tilbud fordi han var faldet for … eller var lige ved at falde for den der grænse for at få dagpenge. Og så gav han dem den idé, og den syntes de var fremragende. Ellers også har de bare tænkt, hvor fanden skal vi ellers placere sådan en kunstner henne i systemet? Dengang da havde man jo ret til at få sådan et arbejdstilbud, så man kunne holde sig kørende. Det har jeg da selv haft. Jeg har da lavet haver for pensionister og vedligehold og gået og luget ukrudt.
Søren: Nu er jeg jo blevet pensionist men for nogen år siden da var jeg jo tæt på og … eller forholdsvis tæt på at ryge på kontanthjælp. Der var jeg heldig at få noget arbejde på sygehuset som portør.
Lars: Jamen kunne du … skulle du ikke have … fik du ikke tilbudt et seniorjob?
Søren: Nej for der skal man jo have optjent til efterløn. Og det har jeg ikke rigtig haft råd til. Lars: Nej ok. Altså der skete det, for mit vedkommende at jeg var jo virkelig brug for et kunstigt åndedræt, der i … sidst i 00’erne. Fordi jeg var jo røget ud i det der lort, ikke. Og så fik jeg jo et job med løntilskud. Men det talte ikke. Altså jeg fik et job og det var et skidegodt job med løntilskud. Det er faktisk en meget god historie. Og det har også noget med grafik at gøre. Nede på … det hed Silkeborg Kunstmuseum dengang. Og de skulle lave en udstilling med alle Jorns grafiske tryk. Alt hvad han havde lavet med grafik. Den hed “Jorn Komplet”. Og den blev jeg ansat til at være med til at iscenesætte som praktisk medarbejder, fordi der var rigtig rigtig meget der skulle laves. Rammer, der skulle males … alt muligt. Og det, der så sker, er at der ligger en trykpresse i kælderen nede på museet. Og så spørger jeg en af assistenterne, “sig mig engang, den det trykpresse, hvad fanden?” … . “Ja”, sagde han så. Han var skide sur fordi den skulle samles. Den lå sådan i fragmenter … og det skulle han gøre og det skulle jeg hjælpe ham med og det var fint og jeg syntes det var skide spændende, ikke. Det viste sig at det var grafikeren Jane Muus’ trykpresse. Jamen, hvad den så skulle? Ja, den skulle op og stå som sådan en … den skulle stå i forbindelse med udstillingen. Så man kunne se hvordan sådan én, så ud. Så spørger jeg direktøren dernede … Jacob. “Jacob Thage, sig mig engang, den der trykpresse, skal den bare stå der?” “Jamen den skal være sådan et pædagogisk indslag”. Så siger jeg, “den skal da i gang, den skal … vi skal da lave noget på den”. Og så skulle der laves nogle omvisninger dernede. Og så gjorde vi det sådan, at når de der omvisninger var slut, så stod jeg ude ved den der presse og så havde museet anskaffet sig varmepladen derovre [peger]. Og så skulle jeg så stå og trykke sådan nogen tryk og fortælle folk, hvordan man trykker grafik. Altså sådan demonstrerer metoderne. Og jeg kunne se, at direktøren han fulgte sådan det hele lidt på afstand. Han syntes, hold da kæft der sker sgu da noget der, ikke. Og folk var helt vilde, mand. De stod i en kødrand. Nå så dengang hvor udstillingen næsten var færdig og færdigdisponeret skulle der sættes sådan nogen skilte på, hvad de forskellige værker hed, og hvad for en teknik det var og så videre. Og de havde de mest sære titler. Det var sådan, at Asger Jorn gav sine værker titler på det sprog, hvor de var udført. Hvis han havde lavet dem i Italien, så kom de til at hedde et eller andet på italiensk og hvis de var lavet i Frankrig, så kom de til at hedde et eller andet på fransk, på tysk og dansk og whatever. Og jeg tænkte nogen gange, de der titler … men nogen af titlerne syntes jeg faktisk, var interessante, så jeg skrev titlen ned, fordi det kunne jeg måske bruge til et eller andet. Og det kunne jeg så også, for så begyndte jeg at udvikle en grafisk serie, hvor de der titler de var implementeret …
Søren: Nå i billedet …?
Lars: Ja, og den kaldte jeg ‘Jorns Stemme’. Den der serie. Det blev til seks tryk. Og på et tidspunkt siger Jacob Thage, at “de der seks tryk, er det noget du trykker oplag af?” “Ja ja, jeg trykker et lille beskedent oplag”, siger jeg så. “Ja men så skal du lige lægge en del af oplaget til side til museet, fordi dem skal vi have i vores samling”. Og det gjorde vi så på den måde. Og så en del af betalingen, det var den der [peger på varmepladen og griner]. Fordi jeg havde en varmeplade men den var fand’me ikke særlig god og sådan nogen varmeplader, de er pissedyre … de koste en 6-8 tusind eller sådan noget. Eller fem i hvert til fælde. Og så blev vi så enige om at hvis jeg fik den der varmeplade og fik lidt penge også så kørte det. De havde jo ikke noget at bruge den til når vi var færdige der. Så nu står den der.
Søren: Jeg har et dumt spørgsmål. Hvad bruger man den til?
Lars: Jeg bruger den til … når jeg skal … F. eks. hvor jeg skal … se jeg tænder for den her ikke. Så bliver den brændende varm [ tænder for pladen].
Søren: Til at holde kaffen varm?
Lars: Nej ikke lige det. Nu bliver den ca. 60 grader. Lige om lidt så blive den 60 grader. Og så tager man den plade, man skal trykke. Nu bliver det jo praktiske gris her. Og her har vi jo en af de der [finder en en trykplade]. Så ligger den her, og så tager jeg trykfarve og valser ned i … det skal helst være varmt … for trykfarven er ret sej og den skal helst være …
Søren: Så lægger den sig ned i ridserne …
Lars: Ja og så er det meget nemmere at tørre den af når den er varmet op. Så det er det jeg bruger den til. Og så bruger jeg den også når jeg skal f. eks. … sådan en som den her det er hård grund. Det lægger man på og så valser man … man kan også bruge noget flydende hård grund. Det gjorde jeg tidligere. Men nu bruger jeg det her, det kan jeg bedre lide. Det bliver mere præcist [slukker varmepladen].
Søren: Så det et simpelthen for at det bedre kan flyde ned i ridserne.
Lars: Det primært det, jeg bruger den til. Og der er den næsten uundværlig. Man kan godt få noget trykfarve som man kan tørre af uden varmeplade, men det et ikke nær så intenst i den sorte. Det bliver sådan lidt mere gråligt.
Søren: Det er en måde at raffinere billedet på.
Lars: Det lyder sgu godt. Raffinere …
Søren: Men det er vel det det er? Du vil have det bedst mulige udtryk ud af det og det en måde at få det på.
Lars: Og der er jo også derfor, jeg havde et helvede med at få fat i en trykfarve, som havde den der intensitet …
Søren: Jeg spekulerer på om vi er ved at være rundt om tingene eller om du har noget du vil?
Lars: Jeg synes du skal bruge den del af historien som vi indledte med. Altså den del det slutter med trykpressen der. Men der er også nogen af historierne som ikke er relevante i forhold til mit engagement på Grafisk Værksted.
Søren: Ja men nogen gange så arbejder man, også med værker, hvor man ikke ved, hvor det ender. Men man bliver ved og ved. Og det er egentlig det første interview, jeg foretager. Der er blevet lavet nogle andre som Janis har gjort. Men min tanke i det, er at det også kan en eller anden form for portræt af dig ud af det. Tanken er at samle fortællinger sammen i forholdsvis ubearbejdet form og lægge dem på nettet, men med det forbehold at noget af det skal tones ned …
Lars: Ja absolut ellers vil det blive til en hel bog…
Søren: Ja ja det er dog på nettet. Men så hen af vejen kunne jeg godt tænke mig, når der bliver råd … kunne jeg godt tænke mig at det materiale kan blive bearbejdet til noget samlet omkring Grafisk Værksted.
Lars: Det synes jeg da også vil være oplagt. Vil det ikke være mest naturligt hvis den nuværende version af Grafisk Værksted på en eller anden måde spillede en rolle i det der? Søren: Hvad tænker du på?
Lars: Altså Grafisk Værksted som det er i dag … den nuværende udgave, havde en rolle at spille …
Søren: I forhold til hvad?
Lars: I forhold til de her beskrivelser og de her historier der bliver fortalt. Uanset om det bliver i form af en publikation eller … det bliver på Grafisk Værksteds hjemmeside, det kommer til at…
Søren: Ja det her vi snakker om her, ja det gør det. Ja, men det vil det også være. Jeg vil tage rundt … og andre vil også tage rundt og tage en tilsvarende snak med nuværende medlemmer og tidligere medlemmer, som vil være med til det. Jeg kan jo ikke bestemme, at folk skal være med. Men dem, der vil være med til det, vil jeg også gerne bruge tid på. Både med at tage sådan en snak som det her … jeg synes det er pisseinteressant, det må jeg da indrømme, men også at skrive det bagefter. Enten jeg gør det eller Jens Erik gør det.
Lars: Men i min verden da er det det historiske perspektiv, som er det, der afgør det hele… Søren: Men at der så også er en personlig vinkel på det, det synes jeg også er interessant. Lars: Jo jo. Jeg er jo også subjektiv i mine iagttagelser af, hvordan værkstedet fungerede på det tidspunkt, hvor jeg brugte det rigtig meget. Men den subjektivitet den er jo også, det er ligesom når jeg anmelder, den subjektivitet går jo også hånd i hånd med en grad af objektivitet. Fordi der er jo nogen ting der simpelthen bare skete sådan og sådan. Jeg fik en plade udleveret, værsgo, gå i gang. Og jeg gør det kun én gang! “Jeg viser dig det kun én gang”, siger Anders. Og … fair nok det var konditionerne. Kom i gang. Det her det er arbejde, og det kunne jeg godt lide. Altså selv om jeg måske var meget i tvivl om hvorvidt det her det overhovedet var noget der havde sin gang på jord for mit vedkommende eller det var alt for omstændigt og alt for kompliceret og så videre, så viste det sig jo alligevel at det her det var lige præcist det, jeg skulle, hvor jeg kunne forene det at tegne med at lave en anden form for kunst. Altså … raffinere udtrykket. Du brugte selv udtrykket, det er et skidegodt udtryk.
Søren: Det er jo ikke, fordi man som sådan ser tegning i de tryk, du laver, men mere fladearbejde.
Lars: Men det er rigtig nok. Men tegningen er det også.
Søren: Men det synes jeg jo, er fedt.
Lars: Men tegningen er der jo også og for at det ikke skal være løgn så tror jeg faktisk præcist på den der komposition… Der synes jeg, at jeg kan huske, at der er krydsskravering. Det er et tegnetrick. Altså i virkeligheden… Jeg snakkede med en ung grafiker, som arbejdede i et helt andet felt. Som jeg viste nogle af mine tryk, fordi de lå på min hjemmeside, og hun sagde at det var supersyret det der med, at jeg lavede krydsskravering samtidig med, at jeg også lavede flade, det var sådan ligesom om, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville. Om jeg ville lave… altså bruge krydsskravering eller… Søren: Det er pudsigt sådan ser jeg det slet ikke.
Lars: Jeg synes det var overrumplende, at hun sagde det og så tænkte jeg… så er der sgu et eller andet i det, så det bliver jeg sgu ved med.
Søren: Nå men jeg synes jo i højere grad det handler om hvilke værktøjer der er i kassen. Lars: Ja det gør det fanden galeme.
Søren: For at skabe et billede.
Lars: Jeg arbejder på den måde der, ikke. Jeg kan skide godt lide den der historie med Per Kirkeby, der kommer op på Den Eksperimenterende Kunstskole i begyndelsen af 60’erne. Fordi han vil lære at lave raderinger og så står Poul Gernes deroppe, ikke. Med sit store fuldskæg. Og siger, men så må han bare i gang med at laver raderinger, og der havde de en trykpresse fuldstændig magen til den der, det var hvad de havde, og så kunne han jo bare gå i gang med at lave raderinger. Der er nogen paralleller i forhold til der, hvor jeg kommer op til Anders i 1987. Det synes jeg der er!
Søren: Jeg stopper optagelsen nu og så tager jeg lige et par billeder af dig. Er det Ok?
Det Grafiske Værksted Silkeborg 