Jo Blicher Møller

Samtale med Jo Blicher Møller d. 2. dec. 2021

Interviewer Søren Bredahl for Grafisk Værksted Silkeborg

Jo: Det er vel 80’erne vi snakker om … jeg har bare indtryk af …

Søren: Jeg vil bare sige at jeg er begyndt at optage nu.

Jo: Jeg har indtryk af at da det startede med Anders i sin tid, Georg Jensen, at det var noget af det første der skete. Var det ikke det? Var han ikke med til at bygge værkstedet op, egentlig?

Søren: Jeg synes at der blev snakket om reetablering, når der er blevet snakket om Anders. Kan det have været at fra I startede har det fungeret og så har der måske været en downperiode, eller hvad?

Jo: Det tror jeg, der har været. Ja, det har jeg indtryk af. Men om han reetablerede noget eller ej det ved jeg ikke, men det var i hvert fald et velfungerende værksted og der var de ting, der skulle være, især også til litografi. De nyere teknikker havde vi af gode grunde ikke. 

Søren: Må jeg godt lige starte på en anden måde, eller? Det her er også en god start men jeg vil gerne lige have lov til at sige at jeg er ved Jo Blicher Møller i Hvidovre, i Øster Kvarter …

Jo: Det er simpelthen en gammel militærforlægning …

Søren: Og Jo er med på min samtalerute, fordi ham har jeg kendt i rigtig mange år, han er grafiker og kunstmaler og tegner og maskemager … ja på vej herned da prøvede jeg, om jeg kunne huske det hele. Og det kan jeg sandsynligvis ikke. Og også instruktør.

Jo: Ja, rigtig. Teaterinstruktør. 

Søren: Og så ved jeg simpelthen ikke om jeg har det hele. Det tror jeg ikke jeg har.

Jo: Så har jeg selvfølgelig været højskolelærer, afholdt kurser og alt muligt andet, men … ja, undervejs.

Søren: I hvert fald nogle usædvanligt spændende områder har du arbejdet med igennem tiden. Og du var jo med fra starten. Den tidlige start i Galleri Krogen.

Jo: Ja, både og, faktisk. Fordi der var noget der hed Galleri Krogen, som lå nede ved jernbanen tidligere. I sådan en lille krog, kan man sige. Jeg tror det var deraf navnet kom. 

Søren: På Drewsens vej?

Jo: Ja, men da de så skulle reetablere det i Vaskehuset … da Galleri Krogen kunne flytte og få de gode lokaler i Vaskehuset. Kulturhuset Vaskehuset, blev jeg involveret. Da blev jeg opsøgt af Niels Rømer, og Kurt Heegaard var også med og vi gik så sammen. Og der var også et par stykker til som var med i perioder, men vi holdt sammen i nogle år der.

Søren: Hvorfor opsøgte de dig?

Jo: For at få mig med i Galleri Krogen …

Søren: Ja men hvis jeg nu må være fræk og sige, hvorfor ville de det?

Jo: Ja, det var nok fordi jeg var en fantastisk god billedkunstner … [griner]

Søren: Det tror jeg også, men jeg skulle bare lige høre dig sige det. Men de har jo haft nogle overvejelser om hvorfor, så der må jo være noget … de må have haft en ide om at du kunne være med til at organisere …

Jo: På det tidspunkt … jeg var i hvert til fald med på Kunstnernes efterårsudstilling i ‘77 og havde markeret mig lidt på de der censurerede udstillinger og det har sikkert fået noget omtale og så er det sikkert der, de har fanget den. 

Søren: Hvor boede I henne dengang?

Jo: På det tidspunkt var vi flyttet ind på Bindslevs Plads. Det lå jo lige i baghaven til Galleri Krogen. Vi havde boet i Hørbylunde, men flyttede ind … og det var kort tid efter at vi flyttede ind på Bindslevs Plads, at jeg blev kontaktet.

Søren: Med henblik på at skabe sådan et værksted og udstillingssted? 

Jo: Nej ikke et værksted. Udstillingssted. Der var også tale om et værksted. Det var lidt uden for byen i Alderslyst, hvor Niels også havde nogle gode kontakter. Vi var nogle stykker, der lejede os ind i en større bygning, hvor jeg også havde et værkstedsområde i en periode der. Så han var utrolig aktiv indenfor billedkunstområdet, det må man sige. Og det var især Niels, der drev det. 

Søren: Ok. Jeg har ikke hørt om det værksted ude i Alderslyst før. Men det var sådan et værksted, hvor I havde nogle områder … ?

Jo: Ja, der var flere rum … Der var en der havde en hel fløj for sig selv og så var vi nogle stykker … 3 kunstnere, der delte et andet stort rum. Så havde vi sat sådan nogle vægge op med reoler imellem, så det var ligesom båse vi havde. Men det var store rum vi havde hver især. Et stort område. 

Søren: Det lyder næsten som en tidlig udgave af Kulturspinderiet. I hvert fald det som det var på et tidspunkt. 

Jo: Ja. Det holdt så nogle år. Sådan noget holder som regel ikke evigt. 

Søren: Men I holder et gallerimøde …

Jo: Vi holder så nogle møder og snakker om hvordan vi vil drive det her galleri. Og det var meget Niels der havde nogle klare ideer om hvordan det skulle foregå og så kontaktede vi kunstnere i området og selvfølgelig også de meget gode og kendte kunstnere i silkeborgområdet, som så bakkede op om det. 

Søren: Hvem var det?

Jo: Det var Jørgen Jacobsen og Erik Nyholm for eksempel. Det er mange år siden … Niels Ryberg var selvfølgelig også en af dem. Der var mange, også de mere markante kunstnere var med.

Søren: Kai Führer måske? 

Jo: Ja, Kai Führer bakkede også op om det, til sidst. Han og Nicolajsen var først meget imod … og der var jo et værtshus lige inde ved siden af galleriet, hvor de herrer hang ud. Og når vi havde arrangementer, gik Niels, Kurt og nogle af de andre også der ind. Så gik det hårdt for sig, de blev drillet og hånet og gjort ved, fordi han “var jo ikke rigtig kunstnere”. Jeg fattede ikke de gad. Men det endte med at både Nicolajsen og Kaj Führer bakkede op. De fandt ud af at det var godt nok. De så jo nogle af de gode navne vi fik til at udstille i galleriet og så var det ligesom interessant alligevel

Søren: Kom de selv til at udstille?

Jo: Det mener jeg ikke, men Ryberg gjorde, det har jeg jo bevis for fra en plakat. Der var mange, Dea Trier Mørk, Herup osv. … Om Jørgen Jacobsen var med i noget. Det er svært at huske. Han var muligvis med i noget. Nyholm bakkede også op om det. Ham kendte jeg jo ude fra Hørbylunde, men han udstillede nok ikke. De skulle jo passe på nogle af dem, fordi vi var et alternativ til Galleri Moderne, det kaldte vi os. Så var der ligesom lagt en linje [griner]. Så har man stukket næsen lidt frem. Der var nogen som var nervøse for – hvis de havde noget med os at gøre – om de så kunne falde i unåde omme i Galleri Moderne. Men da vi havde været der et par år blev vi inviteret med til ferniseringerne på Galleri Moderne, så var vi accepteret. Så det var fint nok. Det tager sin tid.

Søren: Men det her, det er Galleri Krogen i Nygade vi snakker om. Hvordan er så dit møde med værkstedet? Altså Grafisk Værksted.

Jo: Ja på det tidspunkt er vi flyttet fra Bindslevs Plads til Lysbrogade, hvor vi købte et hus. Og i den mellemliggende periode havde jeg været meget optaget af teater og arbejdet med det. Jeg tror det er efter at Mollio Masketeater, som det hed, stoppede. Vi var blevet lovet en masse penge fra Kommunen, som vi ikke fik alligevel og så gik bunden ud af økonomien. Så var det det. Og der begyndte jeg så at male igen og tænkte at, ok, så er det det jeg koncentrerer mig om. Og så begyndte det for alvor med Grafisk Værksted. Jeg skal lige se her … [kigger i nogle papirer]. Ja det passer meget godt fordi jeg underviste også på Herning Højskole, også i teater, masker, bevægelse og billedkunst selvfølgelig. Og der sagde jeg op i 1983 og så startede vi teatergruppen, og den slutter omkring ‘86. Så det er først derefter at jeg kommer derind. Jeg snakker med Anders Georg og han tilbyder mig at komme op og arbejde på værkstedet. Det er så det første jeg kan se her … jeg sidder her med den her artikel fra Kunstavisen. Og den er fra ‘87. Vi siger ‘86 / ’87. Det er først der jeg går i gang med at lave de der tryk, hvor vi arbejder på nogle meget fine sten.

Søren: Ja netop ja. For det er ikke linoleum …

Jo: Nej nej. Det er litografi. Stentryk. Og der var en fantastisk oplevelse på et tidspunkt, fordi vi stod af flere omgange og arbejdede deroppe. Eller jeg og Anders hjalp til med at få slebet sten. Det var et større arbejde. På et tidspunkt står jeg og trykker nogle nye tryk, jeg har lavet og så kommer der et andet billede op i trykket. En reklame for Hirschsprung cigarer. Og jo mere jeg trykker jo mere kommer Hirschsprung cigarer logoet op midt i billedet. Og jeg kan huske at jeg bliver virkelig tosset over det der. “Hvad er det der foregår?”. Og så siger Anders, jamen det ved jeg godt. Det hedder “stenens hukommelse”. Nå. Der kan ligge sådan en aftegning, længere nede i nogle lag i stenen og efterhånden når man sliber den ned, så sliber man det først væk men det ligger i nogle lag længere nede, hvor det har fæstnet sig. Og når man så sliber ned, så kan det komme op i trykket. 

Søren: Nej hvor vanvittigt.

Jo: Det er helt fantastisk. Og det ærgrer mig sådan at jeg bare blev sådan sur og sleb den ned igen, jeg skulle jo have gemt de der tryk af Hirschsprung cigarer. Selvfølgelig skulle jeg det. Men Anders fortalte også … han vidste jo meget … han sagde, at det var også sket hos Bramsen i Paris, hvor de har stået og trykt og så kom der en Picasso op og den blev ikke slebet ned igen [griner].

Søren: Det har jeg aldrig hørt om før. 

Jo: “Stenens hukommelse”, det er interessant. 

Søren: Hvordan kan det være at du fandt på at kaste dig over stentrykket? Havde du forstand på det i forvejen?

Jo: Jeg havde noget forstand på det i forvejen. Når jeg går helt tilbage til omkring nitten- tyveårsalderen, da gik jeg jo på Århus Kunstakademi. Og både på grundskole og på Grafik i nogle semestre. Og der havde jeg jo lært … og lavet mange ætsninger. Dengang ja, da havde jeg også mit eget værksted, jeg havde en skomagervalse stående, hvor jeg trykte ætsninger. Det var ikke stentryk, men jeg så jo hvordan man lavede det. Linoleumssnit og alt sådan noget havde jeg selvfølgelig prøvet, men da jeg så får muligheden for at lave stentryk i Silkeborg og Anders står ved siden af og ved alt om, hvordan man gør, så er det jo rigtig spændende at kunne komme i gang med det. 

Jeg havde oprindeligt, da jeg røg ud af skolesystemet, kastet mig over kunsten. Gik først på Kunsthøjskole i et halvt år og gik der på Århus Kunstakademi og tegnede også ovre på det der hed Det Jyske Kunstakademi indtil jeg så tog … nu skulle jeg ud og rejse og så, rejste jeg rundt i Europe på tommelfingeren, som man kunne gøre dengang. Men det var sådan egentlig min grundskoling, det var jo grafikken. 

Søren: Men du arbejdede med Anders der og han hjalp dig med det. 

Jo: Og efterhånden så kunne jeg selvfølgelig, men lige hvordan … og det ene og det andet … Det kan man se på nogle af de tryk jeg lavede dengang. Jeg har gemt nogen eksemplarer. Og jeg kan se at jeg ikke havde så fantastisk godt styr på det, men de er nu meget skægge alligevel. Og værkstedet kan selvfølgelig få sådan et sæt til samlingen. 

Søren: Det var fornemt. Tak for det. Gjorde du andre ting i forbindelse med værkstedet? Så brugte du billederne til udstillinger. 

Jo: Ja, jeg har brugt billederne til udstillinger. Det er klart. Og det var nogen af dem med flere farver, selvfølgelig. Jeg arbejdede med samme sten og det var ikke sådan noget med at have flere sten i gang, for de der sten de var ikke ens. Hvis man har det, kan man jo bevare den første sten med den første tegning på og så trykke næste farvetegning ned over med en anden sten og lave prøvetryk. Men her måtte jeg jo holde mig til den samme sten, så det vil sige når den første farvetegning var lavet og trykt, så sleb vi stenen ned …

Søren: Trykt i et antal eksemplarer?

Jo: Det var få eksemplarer. 20 blade. Og så sleb vi stenen ned og så lavede jeg næste aftegning. Hvor var vi henne og så videre (?) og så kunne jeg trykke anden farvetegning ovenpå det første tryk. 

Søren: Men i en eller anden grad i blinde, tænker jeg … ?

Jo: Ja både og … Fordi man laver altså sådan en aftegning af det første tryk. Der er flere teknikker. Man kan f.eks. bruge noget gennemsigtigt pergament og ligge det henover tape det på siderne af den ny slebne sten og så stå og klappe det ned som en slags pejlemærke af det første tryk. Man står i virkeligheden og tegner farven under det første tryk, kan man sige. Men den bliver selvfølgelig trykt ovenpå. Så det er sådan lidt i blinde. 

Søren: For du har vel ikke en original tegning. Kridttegning eller sådan. Så har du vel ikke nogen ide om, hvor man ender?

Jo: Man kan jo sagtens have en tegning som man kopierer over men min erfaring er at så dør, der er noget, det dør i samme øjeblik, man kopierer sig selv. Hvis du endelig skal kopiere dig selv … det har jeg gjort sidenhen, så er det bedre at lave en fotokopi. At affotografere udkastet og så få det lagt over med et stykke kalkerpapir, og aftegne omridset på stenen. Så man ved lidt, hvor man er, men det bliver en variant om du vil. Det har jeg brugt langt senere. 

Søren: Det bliver jeg nysgerrig efter. Det der du siger: “Det dør …”.

Så det vil sige … alternativet er at det lever … Så hvordan holder du liv i sådan … Din oplevelse er at du kan holde liv i et stentryk ved at du på en måde arbejder uden et forlæg, men har en visualisering inde i dit hoved. En forståelse af hvad der skal ske i næste trykgang.

Jo: Ja 

Søren: Og hvor du så vil lægge farven på de steder. Kan du sige mere om det liv du …

Jo: Ja og så skal man lige huske at tænke spejlvendt, selvfølgelig [griner].

Søren: Jeg snakkede med en grafiker, Tine Hind, hun siger at hun ikke tager hensyn til det spejlvendte.

Jo: Nej, nej. Men hvis hun kan køre en komposition, som holder både ret- og spejlvendt så er hun også på den sikre side. Det kan Tine godt [griner].

Man lærer det. Derfor havde jeg heller ikke problemer med at køre i rundkørsler i GB.

Søren: Men du har en klar ide om hvad du vil. Men du må kunne visualisere ret godt …

Jo: Men det er ikke bare det at jeg har det i hovedet som sådan, det er lige så meget et møde med materialet, det handler om. Materialer kan være mere eller mindre inspirerende at arbejde med. Jeg tror de fleste kender det fra ler eller sådan noget. Så får man lyst til at gøre sådan et eller andet. Noget andet end man havde tænkt. Men der har jeg det også sådan med litografisk kridt og andre materialer, tuschen og så videre. Jeg synes det er vildt spændende at være i proces med … altså i det samspil med materialerne. Så det lukker det op for. Det lukket også op for når jeg siger “liv”, så er det mere det spontane. Det er jo svært at forestille sig hvor spontan kan man være, hvis man skal sidde og tegne et logo til et cigarfirma for eksempel. Det kan man jo ikke. Der sidder man jo helt strengt og gennemfører ting i mindste detalje. Men det vil du også kunne se på de der oprindelige, mine tidlige litografier, at der er også en skævhed i dem som … hvor de ikke rammer … det er jo ikke konkret kunst der her. Det er jo mere spontant. Og dog figurativt. Men det giver plads til en skævhed en … det uforudsete. 

Søren: Så det vil sige at du oplever at den skævhed og det uforudsete, det er med til at holde fast i livet i billedet. 

Jo: Ja

Søren: Det synes jeg et fedt at høre. Det er meget inspirerende at høre men det er også meget inspirerede for … ja nu kører jeg det måske for stort op … i et liv.

Jo: Det hænger jo sammen. Det er jo det. Du kan se på den opslagstavle her. Dobbeltspiralen. Det er jo det det handler om. Altså der var en der fortalte mig at hun kørte kurser og bad alle eleverne om at lave en spiral. Og nogen starter spiralen indefra og nogen starter en spiral udefra. Men det der er det interessante, det var det jeg snakkede med hende om, det er dobbeltspiralen. Fordi den går begge veje, som åndedrættet. Du trækker vejret ind og du puster vejret ud. Det stopper ikke. Det er ikke noget der forsvinder ind i ingenting eller ud i ingenting. Det er et kredsløb. Du har et forløb, som du kan gentage og gentage. Og den er jo ikke særlig stram i kompositionen, den der. Den er inspireret af nogle klippeformationer nede på den ø, der hedder La Palme. Hvor det var hugget ind i klipperne på en lille stump klippeø, det var ikke en lavaø, en klippeø, hvor jeg så det første gang og tænkte, “Det der er et ursymbol”. 

Søren: Det er jo trykt det her. Hvor trykker du henne i dag? 

Jo: Det der er simpelthen et linoleumssnit og det har jeg bare trykt på bordet her.

Søren: Altså gnedet med en ske?

Jo: Ja. Eller altså en hård valse, men det er lige meget. Det er samme princip. Fordi den der form, den har jeg fra mange år tilbage så … det er den originale størrelse, du har der. Og så har jeg fået den affotograferet og lavet i andre formationer og bruger den på forskellig måde. Men det er sådan et grundsymbol.

Søren: Må jeg være nysgerrig efter hvorfor hænger det her? 

Jo: Fordi jeg er ved at lave en forside til en bog, jeg skal udgive. Den handler om netop … ja, det er en lang historie og det tror jeg vi skal gemme til en anden gang. 

Søren: Det er fint. Det er ikke altid man skal fortælle om det der ikke er udgivet endnu. Det skal have liv til at være for sig selv …

Men hvis det er ok, så kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om det der. Du snakker om at det er med til at holde liv i noget at et billede indeholder nogen skævheder … må jeg kalde dem fejl?

Jo: Nej. Det er ikke fejl. Jeg er 100 procent koncentreret. Der er ikke nogen fejl. Det er helt i orden. 

Søren: Er det i orden efterrationaliserende, når du kigger på det … jeg ved godt der er en arbejdsproces og noget sker undervejs og noget bliver trykt, hvor man kan sige at var måske ikke helt tilsigtet at der kom den skævhed, men det virker faktisk godt. 

Jo: Sådan kan det være, men det er nok typisk i maleri, fordi der kan du arbejde i lag og rette ind og gøre det ene og det andet og så kan man godt stå der og sige, hov nå jamen det virker nu meget godt det der og så beholder jeg det. Det er lidt sværere i grafikken. 

Søren: Men noget kan vel opstå alligevel i stentrykket, som ikke var hensigten.

Jo: Ja, det kan det godt. Og nu laver jeg selvfølgelig prøvetryk. Og der vil jeg så bare sige at der netop ikke opstår fejl. Men der kan opstå skævheder og ting i skabelsesprocessen som jeg netop oplever som noget der giver liv i trykket … i billedudtrykket, det er så ikke en fejl. 

Søren: Jeg forstår godt forskellen. Eller det tror jeg godt at jeg gør, men det er vel dit øje der vurderer det. 

Jo: Ja.

Søren: Og afgør om det er fejl eller om det er noget liv. 

Jo: Det er i høj grad min koncentration, der er afgørende. 

Søren: Ja ok, men det er også dine mange års erfaring …

Jo: Ja. 

Søren: Som går ind og siger, det her det bibringer noget, jeg gerne vil have.

Jo: Ja. Det er rigtigt.

Søren: Hvor andre måske ville have sagt, jamen det er en fejl det er kasseret. Du har jo arbejdet med de her ting i … jamen jeg ved ikke hvor mange år. Det er rigtig mange år. 

Jo: Skal vi sige 50? [griner] Jeg har tegnet lige siden, jeg kunne gå vil jeg sige. 

Søren: Min pointe er at den erfaring som du naturligvis har igennem alle de mange års arbejde, gør jo det at du lige præcis er i stand til at skelne imellem fejl eller noget som er godt.

Jo: Ja. Det er klart. Det får jeg med mig men … du har jo også den balance i billedudtrykket, hvor det kan blive “for godt”. Altså. Hvor det bliver for teknisk dygtigt. Jeg påstår jeg er teknisk dygtig men det kan blive for teknisk dygtigt i billedudtrykket, hvorefter billedet dør. Så kan det falde fra hinanden, for mig. Altså, hvis det ikke har det liv, så er det ikke godt. Det er det der kan være en fejl. Det er hvis jeg går for meget ind i nogen detaljer og kommer til at kvæle udtrykket. Det er derfor jeg sammenligner med dobbeltspiralen og åndedrættet. Det skal kunne trække vejret. Simpelthen. 

Søren: Det er nogle vanvittige flotte billeder, synes jeg. På det du gerne vil, med det du arbejde med. 

Jo: Jeg har også været stor beundrer af konkret maleri. Det er jeg stadigvæk, men det er bare ikke mig. Det er ikke der jeg lander, fordi jeg vil komme til at tage det liv væk, som jeg også kan se i nogle konkrete maleres eller billedkunstneres værker. Det vil jeg ikke kunne gøre. Jeg vil kunne komme til at gå for tæt på og kvæle åndedrættet. Så jeg har brug for det mere spontane udtryk og det er jo svært i en grafisk teknik, især måske i en ætsning eller sådan et eller andet. Men det er så det jeg gør. Og så må andre afgøre hvor vellykket det er. 

Søren: Ja men du forbeholder dig heldigvis retten til at sige at du er tilfreds. 

Jo: Ja. Og så slipper jeg det. 

Søren: Du har ikke set noget nogle år efter, hvor du har tænkt, måske skulle jeg lige rette op på noget lige der?

Jo: Jo, jo. Og det er vanvittigt svært at gøre. I mange tilfælde når jeg har prøvet at rette op … lad os tage et maleri for eksempel … prøvet at rette op på noget jeg synes, hov det der ser ikke ordentligt ud … så går det galt. For jeg er et andet sted i mit liv. Og det vil sige så ender det som regel med at jeg kasserer hele billedet. Eller også så finder jeg en detalje, som jeg synes er meget inspirerende og spændende og vellykket og den skærer jeg simpelthen ud af billedet med kniv og lægger den på en ny blindramme. Det har jeg gjort i nogle tilfælde. Så redder jeg dog noget. [griner] Men det er rigtigt at når man så ser på ting og det er så også når vi snakker grafikken, for eksempel nu her fra værkstedet i Silkeborg, så kan jeg da godt være kritisk over for det, når jeg ser det i dag. Men det var fra den tid og det var sådan jeg gjorde dengang og det må jeg så … det er min historie. Og det skal bare stå som sådan. De der tryk de vil måske også være interessante at have for værkstedet, men det er jo ikke værker jeg tager med på udstillingerne i dag. Altså, det var en anden tid. Og det ændrer sig jo hele tiden. Men jeg har lavet rigtig meget grafik sidenhen på andre værksteder. I. Chr. Sørensens værksted i Viby, som lå der i mange år. Jeg har også været på Fyns Grafiske værksted og værkstedet i Hjørring. Jeg er medlem af Næstveds Grafiske værksted. Nu bor jeg jo her ovre i Østdanmark og så har jeg lavet en del i Næstved. Men mest hos I. Chr. Sørensen dengang, der har jeg haft en temmelig stor produktion, fordi de overtog halvdelen af trykkene og så kunne jeg trykke gratis. Det var en meget fin deal. Så der blev der lavet mange oplag. 

Søren: Jeg har lyst til lige at springe tilbage i tiden. Jeg er bare nysgerrig efter hvor lang tid du brugte værkstedet i Silkeborg? Det lå oppe under lofter i Medborgerhuset på Skoletorvet på det tidspunkt. 

Jo: Ja det gjorde det. Altså nu skal jeg lige se årstal igen for jeg kan se her at det er ’86 – ‘87. Det har egentlig ikke været vildt lang tid. Det har været 1 til 2 år, fordi så flyttede vi fra Silkeborg. Til Langå hvor vi så købte et hus, hvor der var mulighed for at indrette et meget stort værksted. Det var sådan lige ved Gudenåen. 

Søren: Hvor meget var du på værkstedet?

Jo: Jeg har været der en del kan jeg se på de tryk jeg har her. Og jeg kan huske jeg kørte på cykel frem og tilbage fra Lysbrogade og derind i perioder og det er klart det har været i perioder. Det har ikke været uafbrudt. Så er jeg komme derind og så har jeg lavet nogle tryk og så er der andre, der har lavet noget derinde og så har jeg lavet noget igen på et senere tidspunkt. Men jeg vil sige omkring det, så havde jeg et meget fint samarbejde med Anders Georg Jensen, det må jeg sige. Han var en stor hjælp og fik mig også, efter alt det andet med teatret, som havde været lidt af en hård omgang, så fik han mig også sådan tilbage til mit billedudtryk, kan man sige, ved at kunne gøre de her ting. Så det var meget værdifuldt. 

Søren: Kan du huske andre inde fra værkstedet dengang?

Jo: Nej. Der var ikke andre, når jeg var derinde. Og så gik vi og trykte og det var det. 

Søren: Så var det det, det handlede om. 

Jo: Det er muligt at der har været nogen der har kigget ind, men det har jeg ikke nogen erindring om. Hvor ligger værkstedet nu?

Søren: Det ligger i Skolegade. Lige overfor Kornmod. I en baggård. Et udmærket sted. Et udmærket lokale. Det er ikke særligt stort.

Jo: Det har været lidt tættere på Lysbrogade. [griner] Det var i hvert fald godt at være med til også til at komme i gang igen, for jeg havde jo et lille værksted, også på Lysbrogade, hvor jeg så begyndte at komme i gang med de ting. Jeg blev også voldsomt opmuntret af det, fordi jeg kom med i en konkurrence fra Amtet, hed det dengang. Århus Amt. Hvor jeg skulle lave omslaget til en teaterbrochure. Århus teater og der var vi nogle kunstnere fra Århus Amts område, der blev inviteret. Så vandt jeg den der konkurrence og fik den forrygende sum af 10.000,- kroner. Det var jo sindssygt mange penge på det tidspunkt. 

Søren: Det har det været … plus anerkendelsen. 

Jo: Ja det var et rigtigt godt skulderklap, det var det. Og det var også noget af det jeg lagde ind, da jeg efterfølgende blev optaget i Billedkunstnernes Forbund. Det var en vigtig periode. 

Søren: Du kan godt fornemme at jeg også gerne høre om dine holdninger til at arbejde med kunsten. Det synes jeg er fantastisk spændende at høre om. Det har vi også været omkring. 

Jo: Det er også noget jeg har skrevet noget om … det er meget det der med at, som jeg lige fik læst et eller andet sted, at det er både en gave at kunne gøre det men det er også en forpligtigelse. 

Søren: At kunne?

Jo: At kunne skabe kunst. Der er mange mennesker, der tror, det er bare sådan, åh, de går og hygger sig og sådan noget. Det er ikke sandt. Jeg synes ind i mellem, når jeg har været i nogle processer med temaer og så videre … f. eks. arbejdet med kunst på den måde, også i grafikken, så har jeg bandet det langt væk. Fordi det har været vildt problematisk …

Søren: Men hvem er det en forpligtigelse over for?

Jo: Det er over for det liv jeg har fået. 

Søren: Fordi du kan, så skal du.

Jo: Ja. 

Søren: Så den er ikke i forhold til andre. Den er i forhold til det liv du udtrykker. 

Jo: Ja. Og hvis der er nogen der kan få glæde af det, og det er der jo heldigvis ved jeg igennem mange års erfaringer, så er det lykkedes. Og det er også en ambition om at gøre det på et vist niveau, ikke nødvendigvis worldvide, men jeg har været tilknyttet et fransk galleri i mange år og har også meget af min grafik i et galleri i Berlin. Det er ikke noget man bliver rig af, men det er en tilfredsstillelse at kunne vise det på den måde … at der er den interesse for det. Så jo, jeg synes det er kørt meget godt. Og nu her de senere år der har jeg koncentreret mig om at lave bøger, jeg er også ved at blive forfatter. For mig er det ikke det at det er billedkunst det handler om, mediet er underordnet, det kan være en udfordring at lære det, at kunne det og beherske det. Men for mig handler det om at give udtryk for de ting, jeg taler om, altså, det kunstneriske. Og det kan jo godt være i teatret. Det kan jo godt være …

Søren: At give udtryk for det du tænker?

Jo: Ja og det jeg har på hjerte, som historikeren Leo Tandrup siger. Det er meget godt sagt. Det er at give udtryk for de ting, jeg brænder for. Som jeg synes er vigtigt at give udtryk for. Ikke for at frelse verden, men fordi det giver noget. Fordi det er interessant. Fordi det udvider også min horisont og andres horisont forhåbentligt. At kunne byde ind med det. Og det kan være i Masketeatret, det kan være ved at skrive, som jeg gør lige for tiden eller lave grafik på grafikværkstedet i Silkeborg. Altså det er … mediet er underordnet. Hvis jeg har et eller andet på hjertet, som jeg virkelig vil udtrykke og jeg finder ud af jamen hvordan gør jeg det bedst og det så viser sig at det er måske ikke lige er at lave et stentryk her, så må jeg finde ud af, hvordan jeg ellers gør det. Og hvilket medie passer bedst, og kan bedst udtrykke det her, som jeg ikke rigtig ved hvad er i øvrigt – før jeg har lavet det. 

Søren: Ved at have fulgt dine arbejder igennem årerne, så tænker jeg jo at du vil kunne udtrykke hvad som helst på papir. I billedfladen. Enten det så er tegning, maleri eller tryk eller hvad det nu kunne være. 

Jo: Jeg har jo også fået nogle illustrationsopgaver undervejs og det har jeg det svært ved. Jeg vil gerne selv bestemme. Altså det der med at skulle udtrykke noget en anden har skrevet … det er kun, hvis det siger mig noget i et bredere perspektiv, at jeg synes det er interessant. At jeg kan lægge noget i det. Kan supplere teksten med noget. 

Søren: Så det i virkeligheden bliver et værk i værket. 

Jo: Præcis. Og derfor lavede jeg også en bog for et par år siden hvor jeg lavede en masse tegninger og jeg bad nogle forfattere om at skrive ud fra tegningerne. Så jeg lavede den omvendte illustration. Og det var heller ikke alle forfattere, der kunne det. Der var mange der prøvede og ikke kunne fordi det er de heller ikke vant til, men det er jo egentlig den situation illustratorer tit er i.

Søren: Men det er forskellen på en illustrator og en kunstner. Illustratoren skal kunne gå ind i det …

Jo: Det bliver meget håndværk, kan man sige. Det kan selvfølgelig også være kunst. Hvad er definitionen nu lige her … Men det er … det er ikke den vinkel, jeg har på det. Det skal være noget der siger mig noget. Det kan også være mytologi. Det kan være sådan nogen ting som jeg også er meget optaget af. Det skal bare være noget, som sige mig noget. Jeg kalder det, jeg skal være i hak. Altså når jeg er i hak, så kører det godt og det gør det også i livets forhold i det hele taget. Når man bliver stresset, så er man ikke i hak. 

Søren: I hak i forhold til opgave eller i forhold til …

Jo: I forhold til at være til stede. 

Søren: Ja. Jeg ved ikke om du fornemmer at jeg lurer efter om du kan blive mere konkret. Det kan godt ske at du ikke kan det og det er fair nok. 

Jo: Hvad mener du med konkret?

Søren: Hvis det var i forhold til en bestemt arbejdsopgave du gerne vil være i hak. Den skal sige dig noget. Det kan jeg godt følge. Men for at det så kører hvad for et hak er det så du skal være i … du siger selv at du ikke et ude på at frelse verden, men hvad er du så ude på? Kan jeg spørge sådan? Hvad er du ude på? Det føles en anelse for friskt. 

Jo: Jamen jeg kan sagtens svare på det, fordi jeg et faktisk ikke ude på noget. Når jeg har lavet mit billede, mit værk, så slipper jeg det, og så er det op til beskueren og se noget i det eller lade være. Og beskuere ser forskellige ting i mine billeder. Jeg udstillede en gang i Galleri Høgsberg i Århus for mange år siden. Hvor jeg havde lavet en hel stribe billeder, der hang på væggene og så kom der en kunstforening ind. De er sådan et eksempel. Det var en hel masse damer og en enkelt mand. Den her mand, jeg ved ikke om han var formand eller han bare var mand, men han var i hvert fald meget hurtig til at gå hen og sige, hvad det handlede om, det hele. Altså hvad jeg udstillede. Det kunne han lige se, lige med det samme. Og alle damerne, de stod jo der og trippede og nikkede lidt og turde ikke rigtig sige noget. Og han vidste ikke, at jeg var kunstneren. Han vidste ikke, hvem jeg var. Jeg kunne have været galleristen eller en der passede udstillingen. Og jeg stod bare og tænkte, tak mand. Det passer simpelthen ikke. Sådan ser du det, det er rigtigt. Det er det, du ser, men for det første er det slet ikke det, jeg ser, men det er underordnet. Det må han selv om. Men jeg er sikker på at det kunne opleves på rigtig mange andre måder. Og det har jeg også oplevet sidenhen. At der er rigtig mange andre udlægninger af det. Så jeg er ikke ude på noget konkret. 

Søren: Du har dog et afsæt til at lave det du laver. Så i det moment er du vel ude på noget? Du vil noget med det. 

Jo: Jeg vil noget med det, men jeg går ikke ud efter et resultat hverken politisk, religiøst eller økonomisk. Jeg har ikke intensioner om at ville påvirke folk i en bestem retning. Men jeg har måske intensioner om at kunne give andre mennesker, i bedste fald, en oplevelse, et tilskud, nogen … som Robert Jacobsen kaldte … kunsten er kulturens vitaminpille. 

Søren: Et frirum måske.

Jo: Ja, det kan det også være. Noget som rækker ud over dagligdagen. Noget som kan noget mere som ligesom et fantastisk stykke musik, kan give en stor oplevelse. Sådan vil jeg også gerne kunne give en oplevelse, som ikke bare er en oplevelse, men måske også sætter nogle tanker i gang eller bidrage til et indhold i tilværelsen. Det vil jeg gerne, men det er ikke noget jeg er ude på. Det er ikke formålet som sådan. Men selvfølgelig vil jeg gerne det, hvis det lykkes. 

Søren: Det lyder meget ydmygt.

Jo: Ja men det bliver det nødt til at være elles så lander vi i noget snavs, tror jeg [griner]. Så bliver det jo beregnende og dem har jeg da set nok af. Dem der laver sådan noget. Det bliver ikke særlig stor kunst, eller det må tiden vise. Lad os sige det sådan. Det gælder om, i processen, at kunne sætte sig ud over sit ego.

Søren: Det er et frirum man har lyst til at være i, tror jeg. 

Jo: Ja,  både-og, som man siger. Det kan også være en smertefuld proces. Altså jeg lavede nogle store tegninger her for nogle år siden til nogle udstillinger over De syv laster – dødssynder, som man kalder dem. Lidt misvisende. De syv laster, som det oprindeligt hed. Og der måtte jeg jo ligesom kravle ind i mig selv for at finde ud af, hvor kender jeg det der fra? Har jeg det i mig? Fordi, på en eller anden måde, ligesom en skuespiller skal spille en bestemt karakter, så må man jo finde noget frem i sig selv, noget man kan bruge og bygge videre på. Og derefter skabe afstand til karakteren/ udtrykket. Det måtte jeg også gøre i den proces. Og det var da temmelig smertefuldt, noget af det. Fordi nogen af de der “laster”, det er altså noget værre møg at rende rundt med. Og synd for dem der har dem i øvrigt … fordi de dræber kærligheden. 

Søren: Men i et vist omfang er de også med til at … i et kontrolleret omfang … er de også med til at lave en drift i verden … at man bliver virksom, kunne jeg forestille mig. Jeg tænker, hvis der ikke er nogen … eller en eller anden drift om rigdom … begær. Så ville man måske sidde stille. Men i samme øjeblik, der er et begær eller der er en drift om noget man vil så kan det være man bevæger sig. Noget man vil have. Det kan være et afsæt til at gøre noget. Så kan man sige, gør man det i en vis grad af kontrol, så fint men gør man det uhæmmet, så er det den negative side. 

Jo: Ja, det kan man godt sige. Det er klart at når man taler om lasterne. Det er jo noget vi har i os det her. Det er jo nogen ting vi har i os som mennesker. Hovmod, som er den største af dem alle sammen, hvor man tror man kan bestemme alting her i verden og tryne alle andre, at tro man er en gud. Jeg har på et tidligere tidspunkt lavet en serie om krig, hvor jeg skrev i forordet: ”jeg vidste ikke at jeg havde det i mig”. Da gik jeg også ind i processen for at forstå, hvad er det for noget der forgår. Og det kunne jeg da godt lande i hvis jeg var under de omstændigheder, som folk var i Syrien på det tidspunkt. Så god er jeg sgu heller ikke vel. Det kunne jeg da godt men jeg er der heldigvis ikke og jeg har heldigvis den afstand til det. Og så kan jeg tage fat i det og udtrykke det i nogle billeder ellers ville jeg jo ikke kunne lave billederne. Så jeg har det da men … og jeg er bare glad for at jeg ikke er der, hvor jeg ville lande i det der. Så kan man også sige, hvad har du fået af opdragelse, hvordan har man klaret sig igennem livet og hvordan er man blevet præget af den ene og den anden og det spiller alt sammen ind, selvfølgelig gør det det, på hvad man så vælger at gøre. Men det der ligger i det med lasterne, det er jo at i det øjeblik, som du også siger, at det tager overhånd og man ikke har styr på det og lader sig drive af det som primær kraft så er det, som jeg i hvert tilfælde har fundet frem til er, at der foregår fravalg. Når du vælger ensidigt på den måde, så fravælger du noget andet. Hvad fravælger du? Det gennemgående tema, hvad det angår … det gennemgående perspektiv, det er kærligheden. Det er den, der ryger fløjten næsten hver gang. Altså det er jo … eller måske hver gang. Så langt er jeg ikke kommet. Det bliver fuldstændigt kærlighedsløst. Det bliver sig selv, sig selv, sig selv. Og så er man isoleret. Man er alene. Og der sker en forfærdelig masse møg rent faktisk ved at kaste sig ud i det der begær eller hvad det nu kunne være. Men i kontrolleret … selvfølgelig har vi snerten af det hele og det hører med til det at være menneske, formentlig, men i det øjeblik man dyrker det, bliver det selvforstærkende og så går det galt. Så mister man noget. Og jeg tror der er rigtig mange mennesker, der dyrker den slags ting og de aner ikke, hvad de går glip af. 

Søren: Jeg bliver nysgerrig [kigger på dobbeltspiralen på opslagstavle]. Er det den hvide del eller er det den sorte ….

Jo: Hvor lander du hvis du følger den sorte? 

Søren: Ja det er ok. Det er i orden. Jeg tænker det er helt vanvittigt hvis man følger den hvide så ryger man lige præcis ind og så ryger man ud igen. 

Jo: Ja det er det hvide. Det bliver ved. Det er uendeligt.

Søren: Det kan også bare være at vi skal sige at det var slutningen? 

Jo: Så vil jeg vise dig de der litografier.