Medlemmer af Grafisk Værksted Silkeborg deltager for 3. gang i Silkeborg Gadekunstfestival, og udstiller på gelænderet ved nedgangen til parkeringsanlægget under Torvet i den ende, hvor Vestergade starter. I år har 10 medlemmer samlet sig om et projekt, som bl.a. forholder sig til byens 175 års jubilæum samtidig med et tema, der i sin enkelthed er ”et gående eller stående individ med eller uden indkøbspose”, fuldstændig som den færdsel af gående i indkøbsgaden foregår i dag. Med et tillæg af historisk perspektiv p.gr. af jubilæet har alle kunstnere valgt deres eget udtryk og udført deres værker både med klassiske og moderne grafiske teknikker. De originale værker er scannet og printet til store bannere. Det er usædvanligt at grafikere tager deres værker ud af glas og ramme for at eksponere sig i en anden sammenhæng end galleriet hvide stille vægge, men udfordringen i, grafisk, at møde et publikum på et pulserende gadeplan har været stor, og udstillingen beviser, at den intime proces mellem et menneske, en vision og en traditionsrig teknik sagtens kan leve op til og udfordre en moderne rastløs og konventionel tid. Vi er udsatte og har ladet os sætte på gaden helt frivilligt og med stor hjælp fra Silkeborg kommune.
